Grisehyl i rørskoven
Den vidtstrakte rørskov og de små, åbne vandflader i Barup Sø er et ideelt levested for mange fugle. Her kan de finde føde, redeplads og skjul. Man ser ikke ret meget til rørskovens fugle - men til gengæld hører man dem. Mange rørskovsfugle har høje og kraftige stemmer. På den måde kan de markere, hvor de bor og har deres territorier.

Mest markante stemmer har vandriksen og den gråstrubede lappedykker. De hyler begge som stukne grise. Lappedykkerens stemme er dels en serie af lange, hæse grisehyl, dels et rappende "vaak-vaak". Den høres både inde fra rørskoven og fra vandfladerne.

Vandriksen kommer derimod sjældent ud fra rørskovens sikkerhed. Stemmen er dels et hæst, taktfast "gyp gyp gyp", dels nogle pludselige, hysteriske grisehyl. Man kan ofte lokke vandriksen til at svare, ved at blæse på et græsblad, som holdes fastklemt mellem de udstrakte tommelfingre

Stemmer fra den afrikanske savanne
I maj og juni genlyder krat og rørskov af fuglesang. Mange af sangfuglene synger mest flittigt i de lyse nat-og morgentimer. Da er luften kold og klar, og dermed går lyden bedre igennem. Ved Barup Sø hører man foruden nattergalen også kærsanger, rørsanger, sivsanger, løvsanger og tornsanger - og hvis man er heldig græshoppesanger og savisanger.

Alle de i alt 12 arter af sangfugle, som yngler i Barup Sø, er trækfugle. De fleste trækker hvert efterår til Afrika syd for Sahara. Man kan med rette spørge, om de er danske fugle - eller afrikanske! De opholder sig faktisk i længere tid i vinterkvarteret i syd end i yngleområdet i nord. Trækker fuglene sydpå for at overleve vinteren? Eller trækker de nordpå for at yngle? I Afrika er der nemlig ikke føde og plads nok til både de afrikanske ynglefugle og deres unger - og de skandinaviske fugle.


En kunstig bysvalerede ved Barup Sø.