Hyldevang Naturcenter
Hyldevang Naturcenter er et nedlagt landbrug, som siden 2008 har fungeret som besøgscenter for de mange, der gæster Nyord. Desuden bruges Hyldevang af Nyords beboere.
Af faciliteter kan nævnes: Fugletårn med udsigt over Sydengene, dufthave, shelters, bålhus, plancheudstillinger i madpakkehuse.
I løsdriftstalden er der mulighed for at "hilse på" nogle af de dyr, der afgræsser engene og de tidligere kornmarker, der nu er udlagt til græsningsfolde.
De Europæiske Fællesskaber og
Fødevareministeriets pulje for
Natur- og Miljøprojekter
støtter projekt på Hyldevang
Græsningslauget Nyord
Strandenge har modtaget 208.200 kr. fra en pulje under Fødevareministeriet til
at indrette en tidligere stald til løsdriftsstald for kreaturer, og til at
indhegne tidligere agerjord lige ovenfor Nyord Enge. Projektet har endvidere modtaget tilskud fra de Europæiske Fællesskaber.

De nye græsningsfolde er angivet med grønt på kortet.
Formål
Græsningslauget har aftalt, at 13 ha tidligere agerjord, som
er beliggende umiddelbart op til Nyord Enge, inddrages i græsningslauget og
udlægges i græs. Fremover anvendes det til afgræsning samt produktion af
vinterfoder. Formålet er at forbedre græsningsdriften på Nyord Enge og at
formidle koblingen mellem landbrugsdrift og naturpleje på Hyldevang Naturcenter.
I tilknytning til gården Hyldevang etableres en kvægbesætning, der sammen med
13 ha tidligere agerjord tilstræbes omlagt til økologisk drift. Græsningslauget
har aftalt, at de 13 ha tidligere agerjord, som er beliggende umiddelbart op til
Nyord Enge, udlægges i græs og fremover anvendes udelukkende til afgræsning og
produktion af vinterfoder.
Indhold og effekt
Ved at igangsætte afgræsning af 13 ha tidligere agerjord kan
der skabes et bufferareal i forbindelse med afgræsningen af engene, som i
øjeblikket afgræsses fra maj til 20. oktober. Det forventes, at følgende
naturforbedringer kan opnås:
1. Afgræsningen kan bedre tilpasses ydersæsoner, hvorved der opnås en bedre nedbidning af besværlige plantearter som tagrør og lignende.
2. Udvaskningen af næringsstoffer til engene mindskes.
3. Stop for pesticider og gødskning på tidligere agerjord.
4. De højere liggende arealer vil virke som vigtige bufferarealer i forbindelse med højvandssituationer i Østersøen, hvor Nyord Enge ofte oversvømmes. Det skaber farlige situationer for de græssende kreaturer, og det er derfor hensigtsmæssigt at have højere liggende arealer, hvor dyrene kan søge op.
5. Engene kan afgræsses i en længere periode, og forsøg med
vintergræsning planlægges gennemført. Særligt tidlig græsning af tagrør - for
at holde udbredelsen nede - er i fokus.
Ud over naturforbedringer vil projektet medvirke i
formidlingsprojektet på Hyldevang. Her formidles bl.a. fuglenes afhængighed af
landbrugsdrift i form af afgræsning, og det vil derfor være vigtigt, at de
besøgende har mulighed for at opleve kreaturerne på tæt hold. En tidligere ladebygning
planlægges derfor indrettet som løsdriftsstald i forbindelse med dette
besøgscenter.
Tekniske anlæg
Området hegnes ind i tre folde
på henholdsvis 5, 6 og 2 ha, dvs. samlet 13 ha. Der etableres
gennemgangssluser, så der opnås forbindelse til græsningsfoldene på engene. Der
etableres strøm og drikkevandsforsyning til dyrene.
Løsdriftsstald: En tidligere lade fremstår i dag som en rå bygning, men den kan efter mindre tilpasninger anvendes som løsdriftstald. Herved kan der gå dyr i vintersæsonen. Fodring skal foregå via den nuværende åbning, men det er nødvendigt at montere forværk som adskillelse i forbindelse med fodring samt at etablere udvendig foderhæk. Dyrenes adgang til stalden etableres ved, at der laves en helt ny udgang i staldens vestvæg. Uden for denne er det nødvendigt at forstærke bunden med et fast bæreunderlag.
Økonomi
Det ansøgte projekt er på i alt
277.600 kr., hvoraf fødevareministeriet støtte udgør 75%. Den resterende del
finasieres af græsningslauget. Dertil finansierer Skov- og Naturstyrelsen
istandsættelse af porten og nogle tekniske installationer, der ikke var
omfattet af projektansøgningen.
Fakta
Græsningslauget Nyord Strandenge blev stiftet i 2006 som en
sammenslutning af lodsejere på Nyord Enge. Lauget driver 329 ha strandenge.
Formålet er at arbejde for en god natur- og landbrugsmæssig drift af
medlemmernes arealer på Nyord Enge samt at varetage forpligtigelser i forhold
til fredninger, Natura 2000, MVJ ordninger m.v., og at forsøge at skabe det
bedst mulige økonomiske afkast.

Løsdriftstalden.

Hyldevang Naturcenter er et aktivt samlingssted for naturelskere på Nyord.
Her er det Fugleværnsfondens frivillige ved et fællestræf.







