onsdag 24. marts 2010

Familier byggede masser af fuglekasser ved Ravnstrup Sø

Succes’en var lige i kassen, da Fugleværnsfondens frivillige arbejdsgruppe ved Ravnstrup Sø inviterede til familiearrangement søndag den 21. marts. Fuglene kan glæde sig til fine, nye hjem

af Søren Ferdinand Hansen

”Vi havde en dejlig dag i går med cirka 38 børn og voksne, og der blev godt nok bygget mange fuglekasser! Jeg har også fået solgt 50 fuglenåle, og jeg har fået to nye medlemmer til DOF!”

Denne begejstrede melding lød efterfølgende fra en af arrangørerne, Simona La Fata.

Formålet med dagen er at knytte bånd mellem fuglereservatet og befolkningen i omegnen af reservatet. Fuglekassebygning er tillige en konkret aktivitet, hvor børn og forældre kan være fælles om det lille naturprojekt ”at skaffe flere fugle dér, hvor vi bor”.

Ravnstrup Sø er en varieret fuglelokalitet, med gode muligheder for fuglekig. Det er derfor et rigtig godt sted for børn at starte en spirende naturinteresse. En gåtur på de spændende gangbroer i reservatets sumpe er en stor oplevelse for ungerne.

Familiedagen gav de besøgende mulighed for at bygge fuglekasser, få en guidet tur i reservatet og indimellem riste en pølse over bålet mens mor og far kunne nyde cowboykaffen fra den store bålgryde.

Se fotos på linket til højre.



 

fuglenesfristeder

Information
Pas på fingrene!
Ikke fuglekasser det hele
Relaterede reservater:
 - Ravnstrup Sø

Relaterede nyheder
 - Fugleværnsfondens fantastiske fuglefortællinger i 2010

Relaterede links
 - Du kan se billeder fra fuglekassedagen her