torsdag 13. november 2014

Flere vildheste til havørneland

Fugleværnsfonden kan med glæde meddele, at der onsdag den 12. november blev udsat 8 ekstra vildheste i Saksfjed Inddæmning på Sydlolland.

af Marie-Louise Olsen

Ved udsætningen deltog Fugleværnsfondens frivillige arbejdsgruppe, Henrik Høeg (Viceborgmester og Udvalgsformand i Lolland Kommune) samt naturforvalter i Fugleværnsfonden Marie-Louise Olsen.

Transporten til Sydlolland samt udsætningen gik som planlagt, og de 8 nye vildheste har nu tilsluttet sig den eksisterende bestand af vildheste i den 90 ha store fold. I folden græsser vildhestene sammen med økologiske kvæg og med en stor vild bestand af dådyr.

For første gang i år er der et hingsteføl med i flokken. Når han bliver kønsmoden, vil det blive ham, der skal sikre, at bestanden bliver selvavlende de kommende år.

Vildhestene er bragt hertil for at pleje især enge og overdrev, og de skal gå ude hele året. Hermed indgår de som en vigtig del i arbejdet med at skabe egnede levesteder for de fugle, som er knyttet til den lysåbne natur. Hestene har også adgang til 17 ha skov, faktisk netop den skov, hvor vi har vores berømte havørne som DOF har filmet live de sidste 2 år.

Fugleværnsfonden håber, at mange vil besøge det spændende reservat på Sydlolland, som udover vildhestene også byder på mange andre oplevelser, se i linket under billederne ude til højre.

Vil man ud og nyde synet af de flotte vilde heste, gøres der opmærksom på, at det skal ske på afstand: det er ikke tilladt at gå ind til dem eller fodre dem, hestene er - vilde.



 

fuglenesfristeder

Information
Der ventes spændt
Transporten fra Sydlangeland ankommer
Klargøring af rampe
De første
Ude i Saksfjed Inddæmning
Relaterede reservater:
 - Hyllekrog-Saksfjed

Relaterede nyheder
 - Fugleværnsfondens første vildhesteføl

Relaterede links
 - De første vildheste i Saksfjed Inddæmning