Fugleværnsfondens arbejdsgruppe på Langeland er et velfungerende team på 25 fugle- og naturinteresserede mænd og kvinder. Vi dækker et meget bredt felt hvad angår interesser og evner, så vi har i tidens løb lavet alt fra renovering af fugletårne, gangbroer, fuglekasser, rørhøst, høslæt, til guidede ture i de to reservater, vi dækker. Skulle du ønske optagelse i gruppen, så send et par ord om, hvad du kan, og i hvilket omfang du vil arbejde.

Kontakt til arbejdsgruppen: 
Marie-Louise Olsen, naturforvalter i Fugleværnsfondens sekretariat tlf. 2624 6712/ mail: marielouise.olsen(a)dof.dk. 


December 2013. Arbejdsgruppen på Sydlangeland har mistet en kær og højst respekteret kammerat. Anden juledag 2013 døde Aksel Hansen, Rudkøbing.

Aksel er kommet i Tryggelev Nor og Gulstav Mose, så længe nogen af vi andre kan huske; siden slutningen af 1960'erne kendte han reservaterne som sin egen bukselomme. Ikke blot fugle, men også padder, pattedyr og insekter tog Aksel hånd om, idet han havde et skarpt blik for de små bitte biotoper, hvor man med en smule hjælp kunne bedre forholdene for fx ynglende padder. Botanik var en helt særlig interesse, og arbejdsgruppen har haft stor glæde af hans store viden om planter og erfaring med naturforvaltning. Aksel var heller aldrig bange for at prøve noget nyt, og utallige sjove påfund i naturplejen er blevet afprøvet med Aksel som fortrop.

En rigtig naturkender var Aksel, han vil blive savnet derude i landskabet.

 


MILDE VINDE over Sydlangeland En lille hardcore undergruppe af guidere viser fugle frem den første søndag i hver måned. Fra 10-12 i tårnet i Gulstav Mose, og fra kl. 13- ca.15 skimmer man Tryggelev Nor for fugle

Her ved hytten 5. maj 2013.
Der er bl.a. bynkefugl og gule vipstjerter i søgefeltet. Foto Jens Kristian Holm


UFFFFFFF! En rent ud sagt skiiiiiidekold sæsonstart 9/3 2013.
Arbejdsgruppen har holdt fri i vinter, men mødtes på en hylende kold martsdag i Nørreballe Nor.
Man kunne dog varme sig ved en gammel havørn til morgenkaffen, samt småflokke af viber, strandskader og en enkelt lærke, som også var mødt op til sæsonstart.

INTET læ til morgenkaffen, men godt klædt på går det alligevel. Fra højre Børge, Poul, Allan og Jesper. I baggrunden flygter blisgæs for havørnen.
Foto: Helle Hjorth


Se TV fra tårnet i Gulstav, 3. februar 2013

Arbejdsgruppen, som afholder åbent hus og ture på Sydlangeland, har besøg af TV2 Fyn på ørnetællingsdagen.
Der sås dog ingen ørn.

 

 


6. november 2012: Planlægningsmøde med indbygget hygge  - Christinas bortsch giver varmen på en ellers kold og klam novemberaften

 


November 2012: Lissis Hverdagsgruppe maser på med vigtige naturplejeopgaver i noret.
Således skriver Lissi:

"Vi havde en god dag igår. Vi var 8 glade fodtusser. Vi prøvede- forgæves- at afbrænde de 3 kvasbunker i Salme Nor. Det var for fugtigt, men vi vil forsøge igen. Evt. forvarme med en gasbrænder.
Derimod nåede vi at fortære både morgenbrød, madpakker og 2 kager til kaffen. Desuden fik vi set en del fugle om eftermiddagen. Bl.a sølvhejrer.
Vi fik også klippet lidt mere omkring skjulet ved Salme Nor. Og Børge fik lavet noget bræddearbejde på hytten.
Jeg regner med, at jeg kommer på lørdag. Vi ses. Kh. Lissi"


2011/2012: Renovering af hytten i Tryggelev Nor.
Følg projektet her


Maj 2012: Gruppens forårsplanlægningsmøde afholdes altid ved hytten i Tryggelev Nor. Som regel i godt vejr.


Inden vi går i gang, får Børge og Jens tid til at hænge de nye rovfugleplancher op på hytten.


Grill og godt humør er obligatorisk tilbehør på maj-mødet. Fra venstre: Jens, Jørgen, Hanne, Poul, Lissi og Bent.


Og altid slutter vi af med solnedgangskaffe på stranden.


17. marts 2012: En arbejdsdag med mildt forårsvejr, hvor de blot 8 fremmødte nåede en masse på en lang dag! Der blev arbejdet på hytten: Inddækning, sternbrædter og grundig oprydning i byggerodet. Der blev slået tagrør i Gulstav, og kigget på bålpladsen, som de vilde heste tramper rundt i, et slåenkrat på Lammebjerg blev futtet af, vanillesnegle blev spist, og affald samlet på stranden. Et hærget kortbord blev rettet op, og endelig blev stendiget i øst tjekket, hvor det er faldet sammen. Den sidste opgave førte til en dejlig spadseretur helt til Næsskoven, hvor der blev kigget på stævningsskov, og hvorfra man opdagede en jagende havørn.

Fotos. Helle Hjorth

Poul og Lissi rydder en bræmme af tagrør, der vokser ud mod asfaltvejen, lige hvor de mange majgøgeurter gror. Da passagen mellem rørskov og
hegnet mod vejen er så smal, har de vilde heste optrampet en sti. Rørene blev revet sammen til en snogehøj.

Een tømrer på taget.. Jens i gang med sternbrædderne. Inde i huset rumsterer Børge med det sidste af inddækningen, så de vilde dyr ikke kan komme ind i isoleringen, og Helle S rydder grundigt op og smider ud.

Mens træmændene banker løs på hytten, er en udbrydergruppe taget på udflugt for at tjekke et sammenfaldent stengærde på østsiden. En gammel, jagende havørn er her i kikkerten fra Trehøje.


21. januar 2012: Hyttemorgenhygge før vi skal ud og bestille noget i vinterlandskabet. Der blev bygget videre indvendig inddækning i hytten, kørt byggeaffald væk, samlet affald på stranden og opsat en minkfælde ved Nørreballe Nor.


19. november 2011: På en diset dag har Allan fået selskab af Jennifer, en erfaren, irsk naturplejer - de bliver udstationeret på Lammebjerg, hvor et større krat af slåenbuske får nogen tæsk med kratrydderne.


17. september 2011: En enkelt ø i Nørreballe Nor ryddes for opvækst, og en poppel ved p-pladsen stynes.


Da den lille gruppe ihærdige øryddere ankom til "Hjerteøen" i gummibåd, viste det sig at øen var oversvømmet, så brug af kratryddere var umuligt, og man måtte vade i søvand.  I stedet blev de høje visne urter TRUKKET op manuelt! Godt gået!

Som en lille eftermiddagsopgave efter frokosten styner vi lige en gammel poppel, så den ikke vælter ud over vejen i stormvejr.
Lynhurtigt og effektivt får arbejdsgruppen ryddet Nørreballevej.


18. juni 2011: Botanisk Dag i Gulstav Mose med Aksel Hansen og Marie-Louise Olsen.
Se mere her


16. april 2011: Foruden forårsklargøring i reservatet, bød dagen på et nyt fænomen indenfor naturpleje: Gyvelsnapperen
- se Jørgen L demonstrere den på YouTube!


19. marts 2011: Efter en laaaang vinter med bjerge af sne og tre aflyste arbejdsdage trænger man til at røre den mødige krop. Det var der rig lejlighed til, da et større tjørnekrat ved Salme fugleskjulet blev ryddet og brændt af.
Foto: Bent Staugaard. Klik på billedet for en større version.

 


Ørnens Dag d. 20. februar 2011 er desværre aflyst pga. is på søen og mangel på havørne!


Arbejdsdagen d. 19 februar er pga. sne konverteret til formiddagskaffe hos Lissi.


18. september 2010: Hvert år i sensommeren slåes de kunstige øer i Nørreballe Nor for grov opvækst, der generer ynglefuglene om foråret. Turen gennem norets mudder er besværlig og foregik i 2010 for første gang i gummibåd - arrangeret som trækfærge!
Klik på billedet for en større version.


Rekordfremmøde - 15 naturplejere river, flår og saver i reservatet! 17/4 2010


9. januar 2010: 7 medlemmer af arbejdsgruppen
var "udlejet" til et naturplejeprojekt på den smukke strandeng, Monnet på Tåsinge. En kold, men dejlig dag.
Foto: Bent Staugaard. Klik på billedet for en større version.


Arbejdsdag 26. september 2009
Lørdag på Lammebjerg - se lige Allans billeder fra arbejdsdagen!


Læs mere om ørneplatformens tilblivelse her


27. august 2009
Måske forstår havørne mere end man lige regner med? I hvert fald sidder Langelands havørne stadig på lidt afstand af den nyopsatte ørneplatform. Næsten autoritetstro holder de sig fast i de vajende grene, mens de venter på "fætter fiskeørn" som platformen egentlig er bygget til..
Mens vi andre venter, så se dette fantastiske filmklip med jagende fiskeørn


Klik på billedet for en større version. Foto: Jens Kristian Holm


7. august 2009
Så kunne projekt Ørneplatform endelig holde rejsegilde! En ca. 8 meter høj robiniepæl med en redeplatform og "grene" øverst er rejst på en lille eng ved Nørreballe Nor. Arbejdsgruppen håber at platformen med tiden vil tiltrække ynglende fiskeørn, som det er set i bl.a. det østlige Tyskland. Der er indvielse af ørneplatformen søndag den 6. september kl. 13. Alle er velkomne. Mødested: P-pladsen ved Norsbjerg.
BEMÆRK at ørneplatformen står på en eng, hvortil der ikke er offentlig adgang. Der er dog gode muligheder for at kigge fra p-pladsen og meget mageligt fra den første bænk på stien til pumpehuset.


Her ses toppen af platformen, der skal illudere et udgået træ, som er fiskeørnens foretrukne redested. Foto: Henrik Mørup-Petersen.


Op med sig! Foto: Henrik Mørup-Petersen.


 


Fra et planlægningsmøde i gruppen 2. juni 2009. Der blæste en stiv pelikan over noret den aften. Foto: Helle Hjorth. Klik på billedet for en større version!


20. juni 2009
Fugleværnsfondens dejlige reservat er på det seneste blevet beriget med 3 bænkesæt, så der nu er endnu bedre muligheder for at indtage madpakken ude midt i det hele!
Se fotoreportage af Hanne Albirk og Børge Rasmussen.


18. april 2009
Opsætning af 5 bænke langs stien i Nørreballe Nor.
Jens og Børge havde hjemmefra præfabrikeret 5 bænke, mest af overskudsmateriale fra gangbroen og ørnepælen. 4 assisterende "arbejdsmænd" trådte til og brugte en LANG dag på at slæbe materialer og værktøj frem og tilbage ad den LANGE sti. Der blev også tid til at udbedre hullerne ved de to broer over noret - og selvfølgelig kigge fiskeørn, blå kærhøg osv.

Den første af de fem bænke har "fodpose" på  grund af det skrånende terræn. Foto: Helle Hjorth

Så skøn var udsigten fra samme bænk mange timer senere, da de ihærdige arbejdsfolk gik hjemad. Foto: Helle Hjorth

Stenene ved foden af broerne ligger nu igen på plads, så de besøgende ikke kommer til skade med ben og ankler. Foto: Helle Hjorth

Alle materialer og værktøj måtte bæres eller køres frem og tilbage ad den lange sti på Børges lille trækvogn. Desværre med temmelig utætte dæk -bagerst går pumpemester Hanne med luftpumpen! Foto: Helle Hjorth

Det er heldigvis ikke slid og slæb altsammen. Der bliver også tid til fuglekikning og en snak med de besøgende i noret. Foto: Helle Hjorth


18. marts 2009
Endelig kunne arbejdet gangbroen afsluttes. En stolt arbejdsgruppe står "på broen" i forårssolen! Samtidig blev yderligere et stykke af overdrevet ryddet for slåen, hyld og brombær.

Tryk på billedet for en større version. Foto: Helle Hjorth


21. februar 2009
På billedet nedenunder ses fra venstre "lejrpladsen" med frokostbål at varme sig ved; mod højre er Per, Knud, Jørgen og Aksel ved at fælde hyld og brombær på overdrevet, dels for at skabe et kik fra stien til den flotte hatbakke, og dels for at skabe grobund for interessant overdrevsvegetation på bakken som ligger sydvendt og i læ. Længere til højre står traktor med elementer til gangbroen, og der er fuld gang i skrueriet derude i sumpen, Jens, Helle S, Poul og Allan skruer på livet løs i vand til anklerne, mens Børge leder slagets gang!

Tryk på billedet for en større version. Foto: Helle Hjorth


Der skrues og regeres..
Den flittige og allestedsnærværende Børge Rasmussen arbejder her i februar 2009 på de 26 elementer der skal bruges til gangbroen (se nedenfor). Elementerne er i lærketræ og der skrues over 60 skruer i hver. Arbejdet udføres på Odense Tømmergård, og senere bliver elementerne fragtet til Sydlangeland, hvor arbejdsgruppen vil montere dem på gangbroen til glæde for de besøgende.
Bagefter går Børge og gruppen i gang med en fiskeørne-platform, som skal opsættes på en eng i Nørreballe Nor. På billedet herunder kan du bl.a. se den 10 meter lange rubinie-pæl, der skal bære platformen.

Tryk på billedet for en større version. Foto: Helle Hjorth


24. januar 2009
Så fik vi taget hul på forlængelsen af gangbroen ved diget til pumpestationen. Alle 50 pæle blev slæbt den lange vej over engene med rå muskelkraft.


Mester Børge og håndlangerne Poul og Per banker pæle i.


Lidt bålmad må der til, hvis man skal holde akkorden. Peter (med rød hue) siger, han aldrig har fået så meget mad, siden han startede som arbejdsmand i Fugleværnsfonden!


Christina og Jørgen hygger sig på den billige langside.



Foto: Ole Sørensen. Klik på billedet for en større version.

Se hvad vi laver i januar!

Hvad en arbejdsdag også kan ende med
I mudder til halsen! Læs om en usædvanlig arbejdsdag i august 2006. Download pdf her.

Du kan læse mere om frivilligt arbejde i Fugleværnsfonden her.


Juni 2008. Efter slåning af et stykke med tidsler og nælder bag Fugleværnsfondens hytte i Tryggelev Nor opstod en hel plads, som i respekt for gruppens gamle formand straks blev døbt "Erik Larsens Plads". Pladsen kan anvendes til større arrangementer, ligesom vi planlægger at lave en snogehøj i den fjerneste ende af pladsen. Foto: Allan Østergaard.


En af arbejdsgruppens vigtige opgaver er at slå de kunstige øer i Nørreballe Nor for opvækst. Her er Aksel i aktion med buskrydderen, november 2007. Du kan læse mere om slåningen her. Foto: Allan Østergaard.
Se billedserie fra slåningen i august 2009 her!


Oktobersol 2007. Her har arbejdsgruppen stynet en gammel poppel.
Aksel med buskrydderen har dog slået een af de kunstige øer i Nørreballe Nor.
Foto: Helle Hjorth


En munter arbejdsfrokost i forårssolen. 2007. Fra venstre: Hanne, Børge, Helle, Christina,
Per og Jørgen. Salme Nor i baggrunden. Foto: Helle Hjorth.


Poul og Allan skovler sne på vejen til Tryggelev fuglereservatet. Januar 2006.
Foto: Helle Hjorth


Erik Larsen ved indgangen til Gulstav Mose. Erik var arbejdsgruppens højt respekterede formand indtil sin død i januar 2006. Foto: Helle Hjorth

{linkr:related;keywords:hytterenovering;limit:15;title:Related+Articles}

{linkr:none}

{linkr:none}