tirsdag 5. februar 2008

Fuglevænsfonden – Nyt bålhus i Vaserne ved Furesøen

De mange skoleklasser, der benytter Fugleværnsfondens økobase i Vaserne i Rudersdal Kommune, kan nu sidde i tørvejr mens de varmer sig ved et bål.

af Søren Ferdinand Hansen

Fugleværnsfondens reservat i Vaserne ved Furesøen er tænkt som et bynært udstillingsvindue til fugle- og naturbeskyttelse.

Arealet benyttes flittigt af skoleklasser, børnehaver og andre naturinteresserede grupper. Ture og arrangementer afholdes uanset vejrlig. Det nye bålhus giver mulighed for at sidde i tørvejr, og endda have mulighed for at tænde et bål i den kolde årstid.

Det er et flot hus med høvlede bænke, hvor det er muligt at sidde i tørvejr, mens man bager snobrød over bålet eller bare spiser sin medbragte madpakke.

Bålhuset er opført lige ved den udstillingspavillon som findes i den nordøstlige del af Vaserne. Her findes udover en smuk udstilling om områdets natur og foldere tillige en såkaldt økobase, hvor skoler og børnehaver kan låne grej til at undersøge naturen i Vaserne.

Bålhuset er opført af firmaet NaturePlay i Allerød og har kostet Fugleværnsfonden ca. 45.000 kr. Yderligere oplysninger om bålhuset fås ved henvendelse til Fugleværnsfondens biolog Søren F. Hansen på tlf. 33 28 38 39

Du kan støtte Fugleværnsfonden arbejde ved at indbetale et støttebidrag.
Tryk på den gule bjælke nedenunder for at komme til støttesiden.