onsdag 8. juli 2009

Høet er høstet – blandt andet nær ved Danmarks eneste storkelandskab

Leen har været i aktion på tre af Fugleværnsfondens reservater i den forgangne uge. Fugleværnsfondens frivillige har plejet engene til glæde for fugle, blomster og sommerfugle. Ved Gundsømagle Sø foregik høslættet på en dejlig eng - tæt på Danmarks eneste storkerede med storkeyngel i.

af Søren Ferdinand Hansen

Årets høslæt i tre af Fugleværnsfondens reservater har været en klar succes. Det skyldes blandt andet ti nye, skarpe superleer, som er indkøbt med støtte fra Skov- og Naturstyrelsens pulje til lokale miljøinitiativer.

Høslæt er en gammel driftsform, som i århundreder har været brugt i Danmarks vådområder. Formålet var før i tiden at lave vinterfoder til kreaturerne. Men der er gode sidegevinster: Flere fuglearter trives ved høslæt, og heraf er storken den mest berømte.

HØSLÆT I STORKELAND VED GUNDSØMAGLE SØ
Søndag i sommervarmen høstede en gruppe ornitologer den fine eng ved det vestlige fugletårn ved Gundsømagle Sø. Engen er rig på planter: Trævlekrone, festgræs, kødfarvet gøgeurt, vinget perikon, eng-rævehale m.m. Høet ved Gundsømagle Sø hænges til tørre på et såkaldt hæs, efter svensk tradition. Her tørrer høet, inden det tages ned og køres hjem til en lokal landmand, der fodrer sine dyr med høet. Kun knapt en kilometer fra engen findes Danmarks eneste beboede storkerede, som i øjeblikket huser en unge.

PLANTER FREDLØSE VED RAVNSTRUP SØ
Med et truende regnvejr i horisonten gik flere sydsjællandske naturelskere torsdag aften til biddet i engen ved Ravnstrup Sø. I midten af 1990´erne var området et tæt og mørkt pilekrat, men først rydning og siden syv sæsoner med leslåning har ændret området til en blomstrende oase med flere sjældne planter. Høengen udvides i år med et nyt område. Her skal blågrå siv, butblomstret siv, sump kællingetand, almindelig star, kær snerre, glanskapslet siv, vandmynte, trævlekrone, kær tidsel og vinget perikon på sigt brede sig og erstatte fredløs, tagrør og kærstar.
Høet bjerges og bruges til vinterfordring af reservatets lille fårebesætning, der hjælper med at holde et område fri for bjørneklo.

HØSTAKKE I VASERNE
En lille fin skoveng blev onsdag slået og stakket i Vaserne. Slåningen lysner engen og giver liv til insekter og flora. Det er hensigten, at høet skal bjerges og tilbydes de køer, som er kommet på græsning på en nærliggende eng.




 

fuglenesfristeder

Information
Så sødt som i gamle dage..
Letossernes paradis..
Piger med "muller"
Udmattede og glade i Vaserne
Relaterede reservater:
 - Gundsømagle Sø
 - Ravnstrup Sø
 - Vaserne

Relaterede nyheder
 - Oplev duftende hø ved Gundsømagle Sø