fredag 4. juli 2014

Det 'bioblitzede' i Sølsted Mose

Flere end 300 nye arter blev der fundet ved bioblitzen i Sølsted Mose den 28. juni. Deriblandt også en del sjældne arter.

af Hanne Havemose

De kom, de så … og de fandt en masse.
Der blev fundet rigtig mange nye arter af planter og dyr ved bioblitzen i Sølsted Mose den sidste lørdag i juni.

- Vi vidste godt, at Sølsted Mose er en naturperle, fortæller Martin Iversen, der deltog og som også er formand for Fugleværnsfonden. Når vi har gået rundt herude i løbet af året, har vi løbende registreret fugle, planter og dyr. I DOFbasen er der listet 153 forskellige fuglearter op, men vi havde før bioblitzen lavet en opgørelse, der viste, at der alt i alt var registreret omkring 550 forskellige arter, i sig selv et imponerende antal.

Men med bioblitzen fik mosen besøg af en række specialister inden for andre plante- og dyregrupper. Mere end 20 fagfolk med meget stor indsigt i mosser, laver, sommerfugle, biller, fisk, insekter, mider mm. var mødt op. Så i løbet af dagen blev mosen gennemgået på kryds og tværs. Og det foreløbige resultat viser et samlet antal på mere end 850 arter – præcist 859 arter, heraf 300 helt nye arter.

- Det er et meget, meget imponerende antal arter. En meget stor variation i et spændende og værdifuldt økosystem, siger Martin Iversen. Vi kan bestemt være stolte af at have et så fornemt område.

Bioblitzen er arrangeret af Fugleværnsfondens naturvejleder, Allan G. Nielsen, som har lavet et stort forarbejde. Der var også mange tråde at holde styr på, da selve blitzen løb af stablen. Med mere end 20 fagfolk, folk fra den frivillige arbejdsgruppe i Sølsted Mose og en hel del glade og nysgerrige gæster, var godt 50 personer involveret.

- Det er spændende, det giver masser af gode oplevelser og masser af godt samvær med andre naturvenner, siger Allan G. Nielsen. Og så giver det mening og lyst til at lave flere. Næste gang er det Fugleværnsfondens reservat ved Stubbe Sø på Djursland, der bliver undersøgt i hver en krog. Det sker lørdag den 16. august, hvor alle er velkomne til at gå på opdagelse i reservatet samt opleve et BioBlitz med egne øjne.



 

Information
Relaterede reservater:
 - Sølsted Mose

Relaterede links
 - BioBlitz Stubbe Sø