onsdag 27. april 2016

Flere hektarer til Fugleværnsfonden i Nivå Bugt

Fra den 1. maj 2016 bliver reservatet ved Nivå Bugt Strandenge udvidet med yderligere 10 hektar.

Siden 2009 har Fugleværnsfonden forvaltet 11 hektar strandeng og strandoverdrev i Nivå Bugt, men fra den 1. maj 2016 udvider Fugleværnsfonden med 10 hektar, da der er indgået en forpagtningskontrakt med Lyngebækgård. Hermed overtager fonden og den frivillige arbejdsgruppe plejen af de 10 hektar strandeng Lyngebækgård i gennem flere år har haft Skotsk Højlandskvæg på. Det betyder at Fugleværnsfonden nu forvalter hele bugten fra nord til syd i alt 21 hektar.

- Det giver god mening for artsforvaltningen, at vi nu kan pleje Nivå Bugt Strandenge som ét samlet reservat. Og vi vil målrettet fortsætte med at skabe endnu bedre muligheder for især eng- og vadefugle på lokaliteten, udtaler naturforvalter Marie-Louise Olsen.

Nivå Bugt Strandenge vil i sin fulde længde blive afgræsset med naturplejekvæg i græsningssæsonen fra primo maj til ultimo oktober.

Direktør i Fugleværnsfonden Kristian Dammand Nielsen fortæller, at det er glædeligt at Fugleværnsfonden med et unikt og bynært reservat kan demonstrere forvaltningen for fugle og natur og samtidig give borgere i Fredensborg Kommune og andre besøgende spændende formidlings- og naturoplevelser. Nivå Bugt er et meget besøgt reservat, og vi fornemmer at mange sætter pris på vores indsats for både fauna og flora netop her.

I reservatet og fra Fugleværnsfondens tårn på tangen midt i bugten kan man opleve mange forskellige arter, blandt andet lille lappedykker, gråstrubet lappedykker, gravand, ederfugl, skarv, havørn, trane, toppet skallesluger, strandskade, storspove, dobbeltbekkasin, rød glente, rødben, vandrikse og vibe.

Der holdes årligt omtrent 14 offentlige ture i Nivå Bugt, hvor enten den frivillige arbejdsgruppe eller fondens naturvejleder står klar til at vise reservatet og fuglene frem se mere på www.fuglevaernsfonden.dk

Yderligere spørgsmål kan rettes til Marie-Louise Olsen, Naturforvalter i Fugleværnsfonden, på tlf.:33283840 marielouise.olsen@dof.dk



 

Information