onsdag 23. november 2016

Nu drager fuglekunsten mod nord

Har du ikke set Fugleværnsfondens roste vandreudstilling i forbindelse med fondens jubilæum, kan du nå det endnu: FUGL er nået til Nordjylland.

Fugleværnsfonden har sammen med Johannes Larsen Museet skabt en seværdig udstilling om fugle i kunsten. Mange tusinder har besøgt den roste udstilling, der indtil nu har været vist to steder i landet: Begge steder i smukke omgivelser på henholdsvis Johannes Larsen Museet i Kerteminde og på Sophienholm ved Bagsværd Sø. Fra den 3. december kan udstillingen nu (gen)opleves på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor fuglemotiver og kunstinstallationer kan nydes frem til slutningen af marts.

Om end årstiden har ændret sig, er naturen fortsat en vigtig medspiller i udstillingen. For har du ikke allerede set den, er omgivelserne i og omkring Vendsyssel Kunstmuseum ligeså generøse over for kunstværkerne som de har været det på Sophienholm og Johannes Larsen Museet. På Vendsyssel Kunstmuseum er der nemlig tænkt over forbindelsen mellem kunsten og naturen uden for museet, den høje himmel, det vide udsyn med marker, lave forblæste læhegn og det altid nærværende Vesterhav.

Sætter du pris på denne cocktail af natur, fugle og kunst, er det oplagt at besøge udstillingen inden den runder af den 26. marts 2017. Se nogle af anmeldelserne i øverste link til højre.

Foto: Michael Kvium. Interrupted Skypiece II, 2012. Olie på lærred, 220 x 130 cm. Privateje, Nils Stærk ApS.



 

Information
Relaterede links
 - Anmeldelser
 - Vendsyssel Kunstmuseum