søndag 17. januar 2010

Surt at være rønnebær

Vinteren er over Danmark! Landet er dækket af sne og for første gang i rigtig, rigtig mange år ser det ud til, at vi skal have isbryderne i gang i de indre farvande. For mange fugle betyder en kold vinter som i år, at de går en hård tid i møde.

af naturvejleder Allan Gudio Nielsen

Frosten forhindrer mange fugle i at skaffe animalsk føde som orme, snegle og insekter – og så bliver bærrene livsvigtige. Men det kræver mange bær - og det er der heldigvis i overflod i år.
Aldrig før har jeg set så mange bærbuske og træer bugne af bær som i år. I min have var der så mange mirabeller, at flere tykke grene overbelæsset af mirabeller ligefrem knækkede!

Helt usædvanligt er det, at der her midt i januar stadigvæk er så mange rønnebær på træerne. Normalt ville de fleste have været ædt på denne tid, men endnu står mange træer med røde bær, selvom de knaldrøde farver er en saga blot - mange af bærrene har nu fået en mere brunlig nuance. Men det betyder intet for fuglene, for der er stadigvæk masser af energi i dem..

GOD FORDØJELSE!
Som sagt kræver det mange bær for en drossel at overleve et koldt døgn på en menu primært bestående af bær. Beregninger har vist, at en sjagger hver dag skal spise 100 gram bær for at få dækket sit daglige energibehov om vinteren. Det svarer til 214 tjørnefrugter. Det lyder måske umiddelbart ikke af så meget, men det er dog omkring 30 bær i timen - og en hel del flere, hvis der kun er små gnallinger tilbage. Og så skal maden lige synkes og fordøjes - hele tiden med et vågent øje på sultne spurvehøge og velnærede huskatte.

ABSOLUT INGEN SILKEHALER - ENDNU
Søger man efter observationer af silkehaler på Fugleværnsfondens reservater, så skal man søge længe. Det er nemlig ikke kun i Danmark, vi har mange bær på træer og buske. I resten af Skandinavien er der stadigvæk bær at finde, og det er måske forklaringen på, at vi næsten ingen silkehaler har set i denne vinter. Men de kan komme endnu. Når bærrene slipper op nord for os, og hvis kulden holder ved, så vender silkehalerne næbbet sydpå. Indtil det måske sker, må vi ”nøjes” med at kikke på droslerne - dem er der godt nok heller ikke specielt mange af i år - sikkert af samme årsager som ovenfor. Men tager man en tur til Ravnstrup Sø eller i baglandet af Nivå Bugt i disse dage, går man ikke forgæves. Her er der pæne flokke med sjaggere og vindrosler - smukke fugle. God tur!



 

Information
214 om dagen!
Relaterede reservater:
 - Nivå Bugt
 - Ravnstrup Sø