onsdag 24. marts 2010

Fugleværnsfonden har modtaget en stor arv

Fugleværnsfonden har modtaget en stor arv efter et ægtepar, som havde indsat Fugleværnsfonden som universalarving i deres testamente

af direktør Elise Frydensberg

Ægteparret Magnus og Lilly Vestergaard Rasmussen tilmeldte sig i 1967 Ole Geertz-Hansens aftenskolekurser som absolut nybegyndere ud i fuglekigning og udviklede sig gennem årene til dygtige feltornitologer. De fik stort udbytte af at rejse, og i regi af aftenskoleholdet deltog de gennem alle årene i samtlige ture i Europa, Asien (Indien og Nepal), Tyrkiet og Gambia. Det blev også til adskillige mindre ture på privat basis. De vil blive husket for deres stilfærdige og positive interesse for fuglene og naturen.

Magnus Vestergaard Rasmussen døde otte måneder efter sin hustru i maj 2009. Boet er netop blevet færdigbehandlet og er opgjort til 1.525.341,09 kr. Hertil kommer en række fuglebøger og billeder, som vil blive solgt via Fugleværnsfondens hjemmeside.

”Vi er meget glade for den store arv”, siger Fugleværnsfondens formand, Martin Iversen. ”Vi har planlagt et stort genopretningsprojekt ved Bøjden Nor på Fyn, og her vil en del af pengene blive brugt til at få flere fugle og en rigere natur i området – helt i den ånd, arven er givet i”, siger Martin Iversen, der samtidig understreger, at også andre af Fugleværnsfondens reservater vil nyde godt af den store arv.



 

Information