fredag 8. februar 2013

Tag med på landsvalens farefulde rejse

Nyt fascinerende ”trækfuglespil” hvor du flyver med landsvalen til Afrika og tilbage igen.

Du kommer rundt i de vildeste hjørner af Europa og Afrika, når du spiller Svalespillet. Landsvalen flyver hvert år den lange vej til det sydlige Afrika og tilbage igen. En vej spækket med farer som jægere på Malta, eleonorafalke ved Middelhavets kyster, sprøjtegifte i Danmark og sandstorme i Sahara. Men det er også en smuk rejse med sneklædte bjerge, elefantflokke på den afrikanske savanne og lyserøde flamingoer i sydende saltsøer.

I Svalespillet leger du, at du er en ung landsvale, som vover sig ud på den lange tur. Du opsamler point på vejen, men når du levende frem?

Spillet er udviklet af Fugleværnsfondens naturvejleder Allan Gudio Nielsen, og smukt illustreret af tegneren Carl Christian Tofte.
Det er støttet med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet.

Spillet er udviklet til brug i felten og til skoleklasser, men også voksne vil have glæde af det.

Svalespillet kan downloades her på hjemmesiden. Find linket i højre spalte, eller søg på ”Svalespillet”

God flyvetur!




 

Information
På vej ned over Afrika
Relaterede links
 - Download Svalespillet her, print og du er i gang!