torsdag 13. juni 2013

Havørneungen i Saksfjed har nu fået ring på

Det var et stort øjeblik, da en af Danmarks mest populære mediedarlings for tiden, nemlig havørneungen i Saksfjed, blev ringmærket.

af Carina Pilgaard

I søndags lykkedes det de garvede ringmærkere Kim Skelmose og Lars Ulrich Rasmussen at sætte ring på havørneungen, og vi var nogle stykker fra Fugleværnsfonden, både frivillige og fra sekretariatet, som deltog i den spændende begivenhed.

Med hjælp og fotodækning fra DOFs Jørn Dyhrberg Larsen, et par personer fra den frivillige arbejdsgruppe og jeg selv, blev havørneungen i Fugleværnsfondens reservat i Saksfjed på en smuk, solrig sommersøndag ringmærket, vejet og målt. Fugleværnsfondens frivillige i arbejdsgruppen i Saksfjed-Hyllekrog er stolte over ”deres” unge og følger sammen med mange andre fugleinteresserede dagligt med i livets gang i reden.

Den videoovervågede havørnerede er placeret højt oppe i en af de store popler i græsningsskoven i Saksfjed. Kim, som er en dygtig træklatrer, firer sig op ad rebet til reden, hvor den intetanende havørneunge sidder, mens forældrene kredser højt oppe over vores hoveder. Ungen basker lidt med vingerne, men er ellers forholdsvis rolig, og lader sig uden det store besvær blive puttet forsigtigt ned i den store kartoffelsæk, som Kim har medbragt. Stille og elegant firer de sig ned på jorden igen, hvor måling og vejning foregår, mens fuglen ligger pænt på ryggen i Kims skød.

– Havørne er nogle af de mest rolige rovfugle at ringmærke, fortæller Kim, som dog uden at ænse det har fået et par små blodige nappemærker af ungens næb. Lars lyder næsten som en stolt far, når han storsmilende fortæller den lille forsamling af fotografer og hjælpere, at det er en hun. At det er en hun, kan han hurtigt afgøre på målene af tarsen; fodlængden og tykkelsen. Og så er hun er i rigtig god stand med en vægt på 4750 gram. I god ro og orden kommer fuglen på plads i sin rede, og vi pakker udstyret sammen efter en succesfuld ringmærkning.

I Fugleværnsfonden glæder vi os over ringmærkningen, som betyder, at vi nu også har mulighed for at følge hende og få viden om hendes liv, efter at hun om ca. 2-3 uger er flyvefærdig og forlader reden. Hvem ved, måske får vi en dag lov at opleve hendes unger LIVE fra en ny ørnerede…

Se DOFs live-optagelse i linket nederst i spalten til højre.



 

Information