onsdag 25. september 2019

PÃ¥ fugletur i kunsten og i naturen

Nu er der mulighed for at få et særligt indblik i EU-projektet Better BirdLIFE, som Fugleværnsfonden er projektpartner på samt høre om kunstnerens og naturvejlederens syn på fugle og natur.

af Hanne Havemose

Det sker i et samarbejde med Johannes Larsen Museet, som afholder tur til Fugleværnsfondens naturreservat Tryggelev Nor på Sydlangeland lørdag den 12. oktober. Turen er en del af projektet Better BirdLIFE, som således sætter fokus på fugle ikke kun i naturen, men også i kunsten.

I Tryggelev Nor er der gode fugleoplevelser at hente på alle årstider, også i oktober. Og der vil være mulighed for at opleve det helt nye innovative observationsskjul, DIO, som Fugleværnsfonden netop har fået etableret i området. Skjulet, som er et af de første af sin slags i Danmark, er placeret i vandfladen med envejsruder og skaber helt nye og intime oplevelser for de besøgende.

Derudover vil man på turen få både kunstnerens og naturvejlederens syn på fugle og natur. Jens Gregersen, der er kunstner (og ornitolog) og Jørn Dyhrberg Larsen, der er naturvejleder i Fugleværnsfonden, er dagens fortællere og kyndige fugleguider.

Tilmelding til turen foregår via Johannes Larsen Museets hjemmeside, følg linket ude i højre spalte.

Hvad er Better BirdLIFE?
Better BirdLIFE er et stort naturgenopretningsprojekt, der fokuserer på bedre levesteder for en række kystfugle, som er støttet af EU's LIFE-ordning. Projektet tæller 22 delområder og 9 partnere, hvoraf Tryggelev Nor udgør en central del. Udover en lang række naturforvaltningstiltag, som skal effektueres over de næste 7 år, så har projektet også formidling højt prioriteret på listen over tiltag, der er med til at skabe fokus på arbejdet med at forbedre kystfuglenes levevilkår. Læs mere om projektet i linket i højre spalte.





 

Information
Relaterede reservater:
 - Tryggelev Nor

Relaterede nyheder
 - 62 millioner til bedre levevilkÃ¥r for kystfugle

Relaterede links
 - Tilmelding til turen