onsdag 12. oktober 2022

Fuglekunst i fokus på Johannes Larsen Museet

Udstillingen Fugl 2022 på Johannes Larsen Museet tager pulsen på dansk fuglekunst anno 2022. I Fugleværnsfonden medvirker vi til udstillingen ved at deltage i juryen og arrangere udflugter, hvor fuglekunsten er i fokus

Fuglekunst er både alsidig og overraskende. I november 2021 udsendte Johannes Larsen et ”fuglekald”. En opfordring til kunstnere om at byde ind med værker til udstillingen Fugl 2022. Museet modtog 1.349 værker fra samlet 460 kunstnere.

Af disse har en jury udvalgt 69 kunstnere, der vil være repræsenteret på udstillingen med hver deres bud på, hvordan fuglekunst anno 2022 ser ud. Værklisten tæller både akvarel, bronze, fotografi, grafik, installation, keramik, maleri, papirkunst, skulptur, tegning og tekstilkunst. Fuglekunst i 2022 har meget at byde på, og allerede nu kan du opleve kunsten på udstillingen, som vises frem til 30. december 2022.

FUGLEVÆRNSFONDENS FORMAND ER MED I JURYEN
Til at vurdere og udvælge værker til udstillingen har Johannes Larsen Museet nedsat en jury med repræsentanter fra såvel ornitologien som kunstverdenen.

Vores egen formand Martin Iversen er med i juryen, og her har han selskab af:

• Maja Lisa Engelhardt, kunstner
• Vicky Knudsen, ornitolog og naturformidler
• Tom Jørgensen, kunstkritiker
• Jeppe Priess Gersbøll, kunsthistoriker og leder af museet

FUGLETURE MED KUNST I FOKUS
Mens udstillingen vises, arrangerer Johannes Larsen Museet en række rundvisninger, udflugter og arrangementer med fuglen og kunsten i fokus. Nogle af dem bliver arrangeret i samarbejde med Fugleværnsfonden, heriblandt:

• 13. oktober: Sort sol-udflugt
• 16. oktober: Bustur til Tryggelev Nor
• 12. november: Fuglesymposium

Hold øje med alle arrangementerne på museets hjemmeside, som du finder her: www.johanneslarsenmuseet.dk/

Billedtekst: Jan Nielsen: Bramgæs i modlys. 2019. Værket er udvalgt til Fugl 2022.








 

Information
Bramgæs i modlys. 2019. Værket er udvalgt til Fugl 2022
Relaterede nyheder
 - Fuglesymposion: Kunst og videnskab i fugleperspektiv