onsdag 10. maj 2023

Vicky Knudsen bliver årets profil

Med Vicky Knudsen som profil for Fugleværnsfonden kan du glæde dig til entusiastisk og kyndig naturformidling. Vores nye profil er både radiovært, biolog, forfatter og fuglenørd, og vi glæder os til samarbejdet!

Hvorfor er den ofte upopulære husskade i bund og grund ret fantastisk? Hvorfor er gamle træer vigtige for fuglene? Og hvorfor er det vigtigt, at naturen får mere plads?

Det, og meget mere, bliver vi klogere på hen over året, når vi bringer videoer, podcasts og artikler med fuglekyndige og naturinteresserede Vicky Knudsen.

SKRÆMTE ALLE FUGLENE VÆK
Fugleværnsfondens nye profil har interesseret sig for fugle siden hun var barn, og det er nok en af grundene til, at hun kan fortælle så detaljeret og begejstret om vores fantastiske natur.

”Mine forældre interesserer sig for fugle, og som barn var jeg med dem ude og kigge på fugle. Jeg larmede enormt meget, tror jeg, og derfor skræmte jeg alle fuglene væk”, smiler Vicky Knudsen.

Men interessen for fuglene bed sig fast, og derfor var det også naturligt, at hun på et tidspunkt kom med i DOF UNG. Da hun senere læste til biolog, lod hun sig også imponere af andre dyrearter og planter.

KLAR PARAT START: FIND EN ÆDELART
Vicky Knudsen kigger stadigvæk på fugle, men i de senere år kigger hun allermest efter ædelarter. Det er arter, som man selv ser for første gang og som man helt selv har fundet uden hjælp fra andre.

I stedet for at ræse rundt og se på sjældne arter, som andre har fundet, er det ifølge Vicky Knudsen både sjovere og mere udfordrende at finde sin helt egen fugl. Så når vindretningen er rigtig, er det bare om at rykke ud med kikkerten. For så er der størst chance for at se en ædelfugl.

”Det er konkurrencen i det, der gør det sjovt. Men det kan selvfølgelig også være superskuffende at kigge efter ædelfugle, når de i lange perioder ikke dukker op”, konstaterer hun.

FORSVARER DE DYR, VI ELSKER AT HADE
Vicky Knudsens begejstring for naturen begrænser sig dog ikke kun til ædelarter.

”Jeg kan godt lide alle arter. Men jeg kan bedst lide at formidle de arter, som mange elsker at hade, fordi jeg tror, at vi får mindre modstand mod arterne, når vi lærer dem at kende”, siger hun.

Alle arter gør jo bare, hvad de kan, for at overleve i konkurrencen med andre arter.

”Det er forkert, at vi er frustrerede på en masse arter uden grund.”

”Tag bare bananfluen. Mange synes, at bananfluerne er irriterende, når de flyver rundt om vores frugtskål, så snart man kigger væk. Men bananfluer har gjort så meget for os”.

Bananfluens DNA ligner på visse punkter menneskers, og ved at studere bananfluer er vi blevet bedre til at forstå og helbrede sygdomme.

Derfor burde de små fluer faktisk have et anerkendende nik.

Kragefugle er også blandt de arter, som mange elsker at hade. Men noget af det fantastiske ved kragefugle er, at de er lynende intelligente og opfindsomme. For eksempel kan kragen regne ud, hvordan den bruger redskaber til at få fat i føde, og husskaden kan genkende sig selv i et spejl – og det er altså de færreste arter, der kan det.

VIGTIGT AT GIVE PLADS TIL NATUREN
Husskaden, bananfluen og alle andre arter er en del af et økosystem, hvor arterne afhænger af hinanden.

”Hvis en fugleart forsvinder, forsvinder andre arter også”, uddyber Vicky Knudsen.

”Vi skal både passe på sjældne og almindelige fugle. For lige nu, som det går med naturen, er det både individer og arter, der forsvinder. Vi har allerede mistet en del ynglefugle herhjemme, som simpelthen er uddøde på regionalt plan, fordi vi er dårlige til at passe på fuglenes levesteder”.

Vicky Knudsen har sagt ja til at være profil for Fugleværnsfonden, fordi hun gerne vil gøre en indsats for at give naturen mere plads.

”Jeg er meget stor fan af, at vi passer på naturen. Så når der er fonde og organisationer, der går rigtig meget op i at støtte naturen, bliver jeg glad. Men når der er nogen, der også går meget op i at opkøbe områder og give plads tilbage til naturen, så bliver mit hjerte blødt som smør på en sommerdag med 30 graders varme. Så det var ikke så svært at sige ja til at blive profil for Fugleværnsfonden”, siger hun.

I Fugleværnsfonden glæder vi os til samarbejdet!

OM VICKY KNUDSEN
Profession: Vicky Knudsen er kendt for at være en kyndig og entusiastisk naturformidler, radiovært på Vildt Naturligt på P1, foredragsholder, naturnørd, dyreekspert på tv og turleder. Hun er også moderator på Naturmødet og så er hun uddannet biolog.

Antal fuglearter set i Danmark: 322

Yndlingsfugl: Alle sammen, men synes især godt om halemejse, rød glente, og husskade



 

Information
Vicky Knudsen er profil for Fugleværnsfonden i 2023