onsdag 12. september 2007

Tag på fugletur til Ravnstrup sø - nye muligheder for store fugleoplevelser

Et nyt offentligt fugleobservationsskjul ved Ravnstrup Sø nær Næstved er perlen i rækken af nye publikumsfaciliteter som Fugleværnsfonden indviede tirsdag d. 11/9 ved søen. Forbedrede P-forhold, nye skilte, et shelter til overnatning, samt en ny turfolder er de andre elementer i satsningen.

af Søren Ferdinand Hansen

Det er blevet en del nemmere at opleve Ravnstrup Sø´s spændende fugleliv, og nye områder af reservatet er nu blevet tilgængelige for den besøgende. Tirsdag deltog 65 personer i en festlig indvielse med taler, spisning og guidede ture i reservatet.

Forandringerne mærkes allerede ved ankomsten til søen. Et større P-areal tager imod. Ved indgangen til reservatet informerer nye plancher og en smuk ny folder om den natur og de fugle man kan opleve ved søen. Kunstneren Carl Christian Tofte har illustreret.

Naturstien til fugletårnet byder på spændende oplevelser efter flere naturplejetiltag i de senere år - senest opførelsen af redekasser til isfugl, som nu kan ses ved søen. Fra nyopsatte bænke er det muligt at opleve fuglelivet.

Fra det gamle fugletårn er reservatet åbnet yderligere op for den besøgende. En ny 300 meter lang natursti fører til et fugleskjul helt nede ved søbredden. De sidste 75 meter er stien en gangbro gennem pilekrattet, så man næsten opnår en mangrovestemning på vej ud til skjulet.

”Reservatet er meget besøgt af børnefamilier, børnehaver og skoleklasser og de vil få nemmere ved at komme i øjenhøjde med fuglene fra det nye skjul, og så vil de synes at gangbroen giver en spændende naturoplevelse", fortæller Fugleværnsfondens naturvejleder Allan Gudio Nielsen.

Naturstien ved Ravnstrup Sø er nu 1 km lang, og det er en passende længde for børn. "De skal jo også hjem igen, så det bliver minimum en 2 km lang tur", siger Allan Gudio Nielsen. For dem der gerne vil bruge længere tid ved søen er der også opført et shelter, hvor man på primitiv vis har lov til at overnatte en enkelt nat.

Projektet har samlet kostet 350.000,- kr. penge som er sponseret af Aage V. Jensens Fonde. ”Projektet ved Ravnstrup Sø er del af et større projekt, hvor vi på alle fondens reservater øger publikums muligheder for at opleve fuglelivet” fortæller fondens direktør Elise Frydensberg. ”Vi kalder vores projekt Fugle for Folket for klart at signalere, at vi ønsker vores reservater skal være et sted, hvor Danmarks befolkning at få en god oplevelse af Danmarks vilde fugle”.

For yderligere oplysninger kontakt Fugleværnsfondens biolog, Søren Ferdinand Hansen på telefon 33 28 38 17

Fugleværnsfondens hjemmeside: www.fuglevaernsfonden.dk