tirsdag 7. marts 2006

Nyt fra Ravnstrup Sø - Fuglekasser, gæs og Danmarks flotteste Erantis bed

Her i slutningen af vinteren er reservatet ved Ravnstrup Sø gjort forårsklar. Der er opsat ca. 50 nye fuglekasser, og på enge og marker rundt om søen raster der en stor flok gæs, der gør et besøg i reservatet til en storslået oplevelse. Så snart kong vinter slipper sit greb om søen vil man ved Ravnstrup Sø kunne opleve erantis i millionvis!

af Søren Ferdinand Hansen

I et par af de mørke vinteraftner har den frivillige arbejdsgruppe ved Ravnstrup Sø brugt tiden på at bygge nye fuglekasser til søens spurvefugle, der forventes at ankomme så snart ”kong vinter” slipper sit greb om landet. Der er bygget 23 kasser, heriblandt mange stærekasser. I stedet for at rejse en egentlig stæremast, som jo er blevet meget populært over det ganske land, har arbejdsgruppen brugt et af reservatets træer til at opsætte mange af stærekasserne i. Stæren forventes at ankomme i slutningen af marts og allerede omkring første juni vil årets ynglesæson være afsluttet.

På enge og marker rundt om søen er der i denne tid et stort rykind af gæs. Tager man en kikkert med på turen til Ravnstrup Sø, kan man studere gæssene på engen overfor tårnet. Der er en flok på ca. 400 blandede gæs. Primært sæd-, canada- og grågæs, men den noget sjældnere blisgås kan også findes i flokken. Husk en fuglebog, så du kan lære at kende forskel på gæssene.

I løbet af vinteren er der i øvrigt flere gange set rørdrum ved søen. Der er således håb om, at efterårets arbejde med at forbedre rørskoven af hensyn til rørdrummen virker.

Danmarks flotteste Erantis bed

Ved Ravnstrup Sø kan man i Marts måned opleve Danmarks flotteste bed af Erantis. Det er millioner af erantis, der i eftermiddagssolen smiler til den besøgende under lindetræerne i den gamle park neden for tårnruinen af den gamle Ravnstrup Herregård. De mange erantis opleves bedst på en solskinseftermiddag, hvor det utrolige syn af blomstrende erantis spreder glæde til enhver. Du kan opleve de mange erantis ved at parkere på P pladsen ved reservatet og gå tilbage op ad bakken (Ålehusvej). Parken med erantis finder du ca. 100 m. fremme på højre hånd. Bliv på vejen og nyd synet.






 

Information
Stærekasser. Foto: Henrik Weidling
Gæs over Ravnstrup Sø. Foto: Henrik Weidling
Et hav af erantis. Foto: Henrik Weidling
Relaterede reservater:
 - Ravnstrup Sø

Relaterede nyheder
 - Shelter ved Ravnstrup Sø, overnatning nu uden får