Af den lille ynglebestand fra Svalbard, Nord-Grønland og Frans Josefs Land opholder 65-85% sig her i området (undtagen i hårde vintre, hvor de alle flyver til Lindisfarne i NØ-England). Tidligt på efteråret er de fleste samlet i Vadehavet. Herefter går turen i stigende grad til den vestlige Limfjord omkring Venø og Agerø, hvor de er til afrejsen nordpå i maj. De "gamle" rastepladser i Mariager Fjord og Nissum Fjord er efterhånden opgivet. Her er der ikke længere føde nok; hverken på fladvandet eller på engene, hvoraf mange er dyrket op eller groet til.

Knortegæssene er afhængige af kvæget på strandengene. Hvis ikke engen afgræsses, vil den ret hurtigt gro til med højt, sejt græs, som er uanvendeligt for gæssene. På Agerø kan de søge føde både på engene (annelgræs) og på fladvandet (ålegræs, havgræs og grønalger). Ved lavvande (østenvind) ligger de ude på vandet - og ved højvande (vestenvind) græsser de på land.

Lysbugede knortegæs. Foto: Jan Skriver.
 

Fra talrig til næsten uddød på 100 år
For 100 år siden var der mindst 40-50.000 "Svalbardgæs". Men siden har bestanden været lille og sårbar. Indsamling af ederdun i ederfuglekolonier skabte uro på ynglepladserne. Og i 1932-33 kom katastrofen. Gæssenes vigtigste vinterføde, ålegræsset i de lavvandede fjorde, døde af sygdom overalt i Europa. Da ålegræsset vandt frem igen, var jagt med til at holde jagt bestandene nede.

Efter en jagtfredning i 1972 er de mørkbugede knortegæs mangedoblet i antal. Men de lysbugede Svalbardgæs har haft svært ved at komme på fode. De gamle ynglepladser er blevet overtaget af bramgæs. Så nu yngler mange knortegæs i områder, som nogle år får besøg af isbjørne på vandring. Og så er det måske under 50 gåsepar, som klarer at få unger på vingerne. Derfor bliver der ikke det overskud, der får bestanden til at vokse.

Hjejlerne på Agerø og Mors
Hjejler i tusindtal raster hvert forår på Agerø, Mors og andre steder i Limfjordsområdet. De er her fra marts til sidst i maj, mens de venter på, at sneen smelter i de skandinaviske fjelde og på den sibiriske taiga.

Engang var hjejlen en almindelig ynglefugl på hederne i Jylland. Fra midten af 1800-tallet forsvandt den i takt med opdyrkningen af heden. Bortset fra 6-10 ynglepar ser vi dem nu kun som træk- og vintergæster.

Hjejlen lever af regnorme, biller, larver og andre smådyr. Omkring fuldmåne er orme og smådyr aktive i jordoverfladen. Det udnytter hjejlerne. Om dagen står de i store flokke rundt om på markerne. Men når mørket falder på flyver de ud og søger føde i et stort område. Mellem fuldmåneperioderne ser man hjejlerne søge føde hele dagen; ofte i mindre flokke sammen med viber og stære.