Udskriv


Foto: Blåhals af Peter Marczak

Fuglelivet hele året
Om foråret er vinterfuglene som sangsvaner, blisgæs og pibeænder fortsat at finde i området. Men med de første forårsvinde sætter nye arter præg på søen; skeænder, knarænder, atlingeænder sammen med viber, klirer og brushøns. Rørhøgen er vendt tilbage og de små sangfugle, som blåhals, rørspurv og rørsanger, er her også. I starten af april kan du opleve Sort Sol. Stærene går til ro lige vest for Bremsbøl henne ved Hasberg Sø.

Om sommeren kommer ænderne med deres grimme ællinger, som bliver til flotte voksne ænder. Småfuglene ses tit med mad i næbbet. Ungerne skal fodres, så der er stor travlhed. Men samtidig viser de første tegn på efterår sig midt på højsommeren, i juli. Vadefugle fra de arktiske egne er allerede på vej mod syd. Især klirerne, sortklire, hvidklire, svaleklire og mudderklire er her.

Om efteråret er søen fyldt op. Tilrejsende flokke af ænder, gæs og vadefugle samler sig med de lokale blishøns, hejrer og svaner – for her er fred. Også mange småfugle, især lærker, pibere, drosler og stære gør ophold ved søen eller på de nærmeste marker under trækket mod syd.

Om vinteren, når denne er mild, er Bremsbøl Sø et fristed for blandt andre pibeænder, gråænder og troldænder. På markerne græsser tit flokke af sang- og pibesvaner sammen med tusindvis af bramgæs og blisgæs. Men vinteren kan også blive streng. Så lukker isen søen til, og fuglene må søge andre steder hen. Men så snart frosten slipper sit tag, vender de tilbage til Bremsbøl Sø.