tirsdag 12. marts 2013

Så er der fugl på programmet!

Fugleværnsfondens turfolder er netop udkommet, og den lokker med over 100 ture i fondens reservater i løbet af 2013.

af naturvejleder Allan Gudio Nielsen

Jagende havørn og vandrefalk på tætteste hold, rørdrummens hule pauken fra rørskovens dyb, nattergal for fuld udblæsning, vilde heste og majgøgeurt, smukke vadefugle i sommerdragt, fantastiske rovfugletræk og meget, meget mere.
Alt dette kan man opleve, når man er på tur med Fugleværnsfondens kyndige, engagerede og lokalkendte turledere - og det er oven i købet gratis.
Fugleværnsfonden har netop udsendt en spritny turfolder, hvori der er samlet 110 naturture - alle fra Fugleværnsfondens reservater. 110 ture som er for alle, der vil lære mere om de fugle, dyr og planter, som året rundt kan opleves i Fugleværnsfondens 20 reservater over hele Danmark.
Variationen er stor - lige fra ganske ”almindelige” fugleture, også for nybegyndere, til fugleture med lidt mere kratlusk og bid til arrangementer kun for bedsteforældre og børnebørn, og ture hvor botanikken er i højsædet. Der er virkelig noget for enhver smag!

Alle oplysningerne vedrørende turene kan ses på Fugleværnsfondens hjemmeside, ligesom det er muligt at downloade en PDF-fil af folderen - se nederst til højre.
Du kan også få tilsendt dit helt eget eksemplar ved at sende et brev indeholdende en frankeret kuvert ( på 13 kr. B-post) med din adresse til: Fugleværnsfonden, Vesterbrogade 138-140, 1620 København V., mærket ’turfolder’.

I Naturbutikken og ude på reservaterne kan man også finde folderen...

Vel mødt!



 

fuglenesfristeder

Information
Turfolderen er ude!
Relaterede reservater:
 - Agerø, Mors
 - Barup Sø
 - Bøjden Nor
 - Gulstav Mose
 - Gundsømagle Sø
 - Hyllekrog-Saksfjed
 - Nivå Bugt
 - Nyord Enge
 - Ravnstrup Sø
 - Stormengene
 - Stubbe Sø
 - Søgård Mose
 - Sølsted Mose
 - Tryggelev Nor
 - Vaserne

Relaterede links
 - Find den nye turfolder her!