onsdag 4. juni 2008

Mose på Sydlangeland er magnet for sjældne fugle

I øjeblikket holder en lille rørvagtel og en hvidskægget terne sommer i Fugleværnsfondens område, Gulstav Mose, nær Dovns Klint ved sydspidsen af Langeland

af Jan Skriver

I disse varme sommerdage og nætter kan man i Fugleværnsfondens våde natur, den 7 hektar store Gulstav Mose på Sydlangeland, opleve yderst sjældne fugle.

Særligt i daggryet og skumringen, men næsten i døgndrift, lader en lille rørvagtel sin særprægede kvækkende strofe høre fra det sumpede terræn.
Og om dagen kan man se en hvidskægget terne, der er den største af moseternerne, fiske i mosen.
Begge arter kommer fra egne mod syd og øst og er meget sjældne i Danmark. Formentlig er de kommet med de seneste ugers varme vinde fra sydøst.
Den lille rørvagtel, der er på størrelse med en bogfinke, er blot konstateret otte gange tidligere i Danmark, mens den hvidskæggede terne er observeret godt 30 gange her i landet.
Rørvagtlen har i en uge holdt til i den langelandske mose, hvor man ofte kan høre dens stemme, når man står i fugletårnet. BEMÆRK: der er ikke offentlig adgang i selve mosen.

- Fuglemæssigt er foråret ekstra imponerende i år i Gulstav Mose. Ikke alene har vi besøg af de sjældne gæster, vi har også rørdrummen ynglende. Man kan dagligt høre dens pauken, som dens dybe stemme kaldes. Desuden har vi i området piroler, karmindompapper og en lundsanger, siger Allan Gudio Nielsen, der er naturvejleder i Fugleværnsfonden.

ORKIDEER
Floraen byder på spektakulære syn i Gulstav Mose, som er kendt for at huse en stor bestand af majgøgeurter, der er orkideer. Flere steder breder de sjældne orkideer næsten lyserøde tæpper ud i terrænet.

VILDE HESTE
Og terrænet er naturplejet af vilde heste. Flere end 35 Exmoor-ponyer græsser i området omkring Gulstav Mose, og ofte kommer hestene ganske tæt på fugletårnet og bidrager til vildskaben.
Moselandet nær Langelands sydlige spids er et af meget få områder i Danmark, hvor man kan opleve vilde heste.

Yderligere oplysninger:

Allan Gudio Nielsen,
naturvejleder,
Fugleværnsfonden.
Tlf. 20 89 09 09.



 

fuglenesfristeder

Information
Rørdrum
Vilde heste
Forrygende udsigt
Majgøgeurt
Relaterede reservater:
 - Gulstav Mose

Relaterede nyheder
 - Fugleværnsfonden - 20.000 kr. til orkideer og vilde heste i Gulstav Mose pÃ¥ Langeland

Relaterede links
 - Se billede af den hvidskæggede terne
 - Se DOFbasens observationer i Gulstav Mose