fredag 21. august 2020

Fugl i børnehøjde - nyt projekt i Nivå

I et nyt samarbejde med Fredensborg Naturskole skaber Fugleværnsfonden rammerne for fem skoleklasser, som skal ud og lære mere om fuglene og den natur, de lever i.

af PRESSEMEDDELELSE

Hvorfor synger fuglene? Hvordan virker en vinge? Hvad betyder naturtyper, og er de vigtige for fuglelivet?

Det er nogle af de temaer, som et pilotprojekt med Fugleværnsfonden og Fredensborg Naturskole i Fredensborg Kommune berører, når de her i august inviterer fem skoleklasser fra Nivå Skole og Kokkedal Skole ud i naturen.

Den overordnede idé med projektet, som er finansieret af Friluftsrådet, er at give børnene et fortroligt forhold til den nærliggende natur, og de fugle der lever i den.

Fredensborg Naturskole er en matrikelløs indsats, hvor kommunens og andres arealer indgår, når det giver mening for formidlingens tema. Naturskolen er optaget af, at formidlingen skal varetages af dem der har størst viden på området, hvorfor et samarbejde med Fugleværnsfondens naturvejleder er oplagt, når det gælder fuglelivet og naturen omkring dem.

- Det er en stor glæde, at vi denne sensommer kan præsentere dette forløb med en så stærk samarbejdspartner som Fugleværnsfonden. Dette er et klasseeksempel på, hvordan en lokal naturperle pludselig vækkes til live for kommunens skolelever, af et fagligt flot forløb. Det er vores intention, at vi hele tiden styrker den praksisnære naturformidling i Fredensborg Kommune og dette med fagfolk, der er eksperter på området, udtaler Frederik Gehrke, naturvejleder, Fredensborg Naturskole, Fredensborg Kommune.

Fugleværnsfondens naturreservat Nivå Bugt Strandenge danner rammen for projektet. Det blev fredet i 1950, og Fugleværnsfonden har siden 2008 forvaltet strandengene efter aftale med Fonden Den Hageske Stiftelse, der ejer engene. I dag udgør området 20 hektar natur af stor fuglemæssig betydning:

- Naturreservatet er interessant det meste af året, så der bliver rig lejlighed til at få indblik i fuglenes liv og deres tilpasninger til den natur, som de lever i, fortæller Jørn Dyhrberg Larsen, naturvejleder i Fugleværnsfonden, som udover skoleprojektet har mange andre ture i naturreservatet, blandt andet i et samarbejde med Nivaagaards Malerisamling.

De færreste er klar over, at naturreservatet faktisk udgør en central fuglelokalitet, idet den lavvandede Nivå Bugt og de smalle strandenge er det eneste område på den danske del af Øresundskysten, hvor vadefugle og andre vandfugle har mulighed for at raste og fouragere. Fra det smukke fugletårn, placeret lige inden for den smalle Nivåtange, er der igennem årene observeret mere end 200 fuglearter. Så mon ikke der vil blive lejlighed til at spotte lidt fugle, der ellers ikke indgår i skolebørnenes almindelige hverdag?

I sensommeren og efteråret, hvor projektet løber af stablen, kan man opleve forskellige arter af vadefugle, der søger føde i vandkanten og i opskyllet på stranden. Senere hen præger de større fugletræk også fuglelivet ved Nivå Bugt. Og måske den lokale isfugl, som yngler lige i nærheden, dukker op for at fiske lidt?
Den ses i hvert fald tit fouragere i området.

Startskuddet på projektet bliver fra den 24. – 26. august 2020 og efterfølges af fire forløb af samme kaliber.

Er du interesseret i at vide mere? Kontakt:

Frederik Jes Gehrke, naturvejleder, Fredensborg Naturskole. Mobil: 92 43 04 21, mail: frjg@fredensborg.dk

Jørn Dyhrberg Larsen, naturvejleder i Fugleværnsfonden. Mobil: 30 34 62 42, mail: jorn@dof.dk



 

fuglenesfristeder

Information
Relaterede reservater:
 - NivÃ¥ Bugt