torsdag 25. marts 2010

Naturplejekød fra Nyord til salg

Nyords viber, kobbersnepper og atlinganden er afhængige af, at køer græsser på engene om sommeren. Uden afgræsning bliver græsset for højt til, at engfuglene kan yngle på engene. Der er nu etableret en særskilt kreaturbesætning på Nyord, som også resulterer i lækkert kalvekød

af biolog Søren Ferdinand Hansen

I samarbejde med den mønske landmand Henning Hansen, restaurant Lolles Gård på Nyord og Stensved Slagtehus er det nu muligt at købe kød fra kalve, der er født på Nyord enge i sommeren 2009. Vinteren har de tilbragt i stalden på naturcenteret Hyldevang, hvorfra de nu er klar til slagtning.

Hermed er det muligt for naturinteresserede at købe kød fra dyr, der om sommeren hjælper os med at skabe det perfekte levested for viber, kobbersnepper, orkidéer m.m. Derved skabes et direkte link fra sommerens naturpleje på Nyord Enge og til forbrugeren. Kvægbesætningen og engene på Nyord er under omlægning til økologisk status. Fra 2011 har kødet det officielle ø-mærke. Engene og græsjorden, hvorpå dyrene græsser, drives allerede i dag uden brug af kunstgødning eller nogen form for sprøjtegifte.

Kødet sælges i pakker af 10 kg med følgende indhold: 5 kg hakket kød (fedtprocent ca. 8 %), en spegepølse, og resten i forskellige udskæringer som bøffer, steg, skært kød eller lignende. Kødet leveres udskåret og skal afhentes på Stensved Slagtehus i Stensved. Prisen for 10 kg naturplejepakke er 800 kr. inkl. moms.

Kødet kan bestilles ved at sende en e-mail til info@stensvedslagtehus.dk mærket ”Kød fra Nyord”. Kødet leveres i den første uge af en måned fra maj og frem til september. Første levering af Nyord Kød kan derfor købes i uge 18 (3-7. maj).

Det er desuden muligt at smage retter tilberedt af kødet på restaurant Lolles Gård, og derefter købe kød i mindre portioner med hjem i frossen stand fra Lolles Gård. Lolles Gård har åbent dagligt kl. 12-20 fra den 27. marts til efterårsferien.