mandag 25. maj 2009

Svaler ved fugletårnet på Nyord 2009

Fugletårnet på Nyord har udviklet sig til et sandt "fuglefjeld" med mange landsvalepar, der i denne tid sværmer tæt om tårnet. Fugleværnsfonden byder svalerne velkommen, men har valgt at forhindre, at de kan bygge rede inde i selve tårnet.

af Søren Ferdinand Hansen

Penthouselejligheder for sværmende landsvaler? Besøgende i fugletårnet på Nyord undrer sig måske i denne tid over, at der er sat trådnet for vinduerne i det nederste aflukkede rum. Baggrunden er, at Fugletårnet på Nyord i de sidste sæsoner har udviklet sig til yndet tilholdssted for mange
svaler. De flyver ind gennem de vinduer, som besøgende har efterladt åbne, og når der pludselig er æg og unger i rederne, ja, så går det ikke at lukke for dem igen.

Resultatet blev et meget beskidt tårn, hvor svalerne lagde deres fugleklatter snart sagt overalt. Det har aldrig været meningen at det aflukkede rum i fugletårnet skulle være yngleplads for svaler, og hygiejnemæssigt var det efterhånden et stort problem.

Fugletårnet er i denne vinter blevet renoveret. Tag og rådne brædder er skiftet, hele tårnet er malet. Samtidig har vi valgt at opsætte midlertidige indvendige vinduesrammer med trådnet, så svalerne ikke kan komme ind i det aflukkede rum. Rammerne vil være opsat i perioden april til september.

Det er stadigt muligt at kigge ud gennem vinduerne, ligesom der fra den øverste udsigtsplatform er en enestående udsigt ud over strandengene.

Svalerne yngler mange steder udvendig på tårnet, og der er virkelig god mulighed for at få en flot oplevelse med fuglene, som ikke er særligt sky. Vis venligst hensyn til fuglene, når du besøger tårnet på Nyord.




 

fuglenesfristeder

Information
Ingen indendørs svaler
Men masser af muligheder på ydersiden
Relaterede reservater:
 - Nyord Enge