Anne Gertie fortæller:

”Vejrprofetien vi blev begavet med blev sne, -is, og en kold vind, dog kan man allerede nu mærke at solen luner i læ med fuld sol, og fårene lå og nød solen. Men en rigtig flot dag blev det i den rette påklædning, så fra den vinkel blev det helt fint.

Der blev bygget 1 redekasse til mejser under kyndig vejledning. Undervejs talte vi om, at en der er en ugleredekasse i reservatet, som trænger til en kærlig fornyelse hen ad vejen. Cowboykaffe og pandekager var der rigeligt af til alle, vi behøvede ikke at spare på sagerne.

Der blev gået den traditionelle tur m.h.p. at afsøge området for fugleliv, hvilket i sagens natur var noget begrænset, men det indebar ikke at turen dermed blev kedelig. Vi brugte en del krudt på at aflæse fodspor i sneen, det blev faktisk meget interessant: ræv, rådyr, mus, Vandrikse, Husskade, hare, kat, mår/ Ilder?

Fuglene var primært de små, rigtig mange Blåmejser, Musvitter, Bogfinker, som alle havde travlt omkring foderbrættet. 3 Kvækerfinker, og omkring 4 Kernebidere, Musvåger og en enkelt jagende Spurvehøg, som dog ikke fangede sin frokost i vores påsyn.”