fredag 1. oktober 2010

Mojn i æ mose…

I en unik sønderjysk højmose bakser frivillige med små birketræer, som skygger for flora og fauna. Opvæksten er blandt andet en følge af mere luftbåret kvælstof

af Helle Hjorth

Slurp slup - mosevand og tykt mos lukker sig om gummistøvlen, for hvert skridt man tager ud i den smukke Søgård Mose, nogle kilometer syd for Åbenrå.

Normalt er det ikke en god ide at bevæge sig ud i det vanskeligt fremkommelige højmoseterræn, men denne dag i september er den årlige ”Store Klippedag”, hvor caretaker Egon Iversen indkalder lokale fugle- og naturinteresserede til at hjælpe med at klippe opvækst af birk i højmosen. Små birketræer som, hvis de får lov at gro op, vil danne et uigennemtrængeligt krat og skygge for mosens sjældne flora og ødelægge levesteder for insekter og fugle.
Og arbejdsholdet tager grensaks og spade med ud på let gyngende, vandmættet grund. Og holder godt øje med hinanden.

ULVEFOD OG TRANEBÆR
Herude ses sjældne planter som femradet ulvefod, rundbladet soldug og tranebær. De sure tranebær ligger som perler på det gennemvåde tørvemos og er endnu ikke modne. En dvask guldsmed sidder helt stille i efterårssolen og tørrer sine vinger efter den seneste byge. En spindekone (alsisk for edderkop) er ved at suge al kraft og saft ud af et indfanget insekt. Et tidløst landskab, hvis det ikke var for birketræerne, som er en ”hilsen” fra et moderne samfund.

TÅLEGRÆNSEN
Man kan spørge sig selv, hvorfor højmosen gror til uden naturplejen. For blot 50 år siden var det ikke noget problem at bevare det lysåbne landskab. I mellemtiden er mængden af luftbåret kvælstof steget voldsomt. Husdyrbrug og afbrænding af fossile brændstoffer er synderne, og selv om der arbejdes på at nedbringe mængden, er der stadig alt for stort kvælstofnedfald i for eksempel en næringsfattig højmose som Søgård Mose. Den såkaldte tålegrænse er overskredet med flere hundrede procent. Som følge heraf ændrer vegetationen sig, og de sjældne moseplanter er i fare for at forsvinde. At vandstanden i højmosen muligvis er sænket i forhold til det oprindelige, forstærker problemerne med tilgroningen.

Den mere højtliggende og tørre del af Søgård Mose afgræsses med kvæg, og Fugleværnsfonden arbejder på at etablere en fårefold i området ved fugletårnet. Dyrene holder opvæksten af træer nede, men de meget sumpede områder er hegnet fra, for her kan dyrene ikke færdes sikkert. Så arbejdsholdet må foreløbig klø på med gummistøvler og grensaks.



- se fotos i højre side.



 

fuglenesfristeder

Information
Ud i det våde..
Alle frem på rad..
Martin i mosen
Mosens vitaminbomber
Ulvefod
Guldsmed på hedelyng
Pudsvorm
Med kikkert og grensaks
Husk fuglebogen!
Egon og mosen
Relaterede reservater:
 - Søgård Mose