torsdag 25. marts 2010

Forårsfuglemagi i Sølsted Mose - lav sol og trompeterende traner

Den sidste dag i februar indløb en begejstret meddelelse fra Sølsted Mose: ” En trane hørtes, mens jeg arbejdede i mosen i dag. Senere skruede en trane op over samme område - som sidste år. Et herligt gensyn, som jeg ville have undt jer alle!”

af biolog Søren Ferdinand Hansen

Tranen er nu en fast årlig ynglefugl i Sølsted Mose. I det tidlige forår er tranerne ofte synlige, og ikke mindst hører man ofte deres fantastiske kald. Tranerne lever i selve yngletiden skjult, så det er netop nu i denne tid, at tranerne opleves bedst.

I de tidlige forårsmåneder er op til 17 traner set på marker i kanten af mosen. Senere på foråret kan man opleve flokke gå til overnatning i Sølsted Mose og op til 14 traner er set gå til overnatning.

I forårets tranetid kan Sølsted Mose også fremvise andre fine fugle. Fyrremejsen synger ved den vestligste del af naturstien fra pilekrattet og på engene nord for Sølsted Mose ses flokke af rastende sang- og pibesvaner. Særligt sidstnævnte er en sydvestdansk specialitet.

En tranetur i Sølsted Mose i marts eller starten af april bør foregå i de tidlige morgentimer eller i solnedsgangstimen. Da vil der være mulighed for få en magisk fugleoplevelse, når fuglene kalder i det svage lys, mens dagen bryder eller solen går ned mod vest.

Vis hensyn til de sårbare ynglefugle. Gå en stille tur på den afmærkede sti (3 km), og husk gummistøvler - Sølsted Mose er en blød oplevelse i det tidlige forår.

FACTS OM TRANEN
Med et vingefang på op mod 2,5 meter er tranen absolut en fugl, man lægger mærke til. Den er ca. 20 % større end en fiskehejre, og som de fleste nok ved, er en af de meget karakteristiske forskelle, at den flyver med strakt hals. Hører man det kaglende smukke flugtkald, eller er man så heldig at høre tranens trompeteren på ynglepladsen, er al tvivl fejet af bordet. Velkommen til vildmarken.



 

fuglenesfristeder

Information
Traner i mosen
En fredelig, sønderjysk plet
Relaterede reservater:
 - Sølsted Mose

Relaterede nyheder
 - Hjælp til fugle og orkideer i Sølsted Mose

Relaterede links
 - Tranen i DOFs digitale fuglebog
 - Traner i Sølsted 2010