torsdag 13. september 2007

Stort langelandsk naturprojekt giver pote på fuglefronten

Da Fugleværnsfonden og Fyns Amt i 2004 lukkede for pumpen der afvandede Nørreballe Nor, havde ingen turdet håbe på at et så rigt fugleliv så hurtigt skulle etablere sig i området. Nu vrimler søen, øerne og engene med fugle året rundt. Og de mange vandfugle tiltrækker Danmarks største rovfugl, havørnen.

af Helle Hjorth

Grågæs, knopsvaner, ænder, blishøns og lappedykkere raster i hobetal, de skønne viber og de særprægede klyder yngler på engene og på de øer, der blev lavet, før vandet gendannede 70 ha landbrugsjord til sø og våde enge.

De skønne, de særprægede og den grusomme..
På det seneste har alt dette liv på søen også tiltrukket 2 havørne til området. Sultent svævende hen over vejen til benovelse for lokale og turister, eller siddende på øerne, med gæs og svaner i respektfuld afstand. Man kan håbe, at den nye sø med de gode fødemuligheder vil medvirke til at tiltrække ynglende havørn til de langelandske skove. Skovene er ikke store på Langeland, men ligger til gengæld godt hengemte for den store offentlighed, og dermed er de attraktive for et ørnepar. Udover søen i Nørreballe Nor kan ørnene fange fisk og jage vandfugle i Lindelse Nor samt i de lavvandede laguner på Sydlangelands vestkyst.

Ud over 2 havørne kunne Nørreballe Nor tirsdag d. 11/9 f.eks. diske op med fiskeørn, rød glente, 120 knopsvaner, 800 grågæs og et mylder af ænder med hele 110 stk. af den ellers fåtallige knarand, som det mest bemærkelsesværdige.

Intet paradis uden slange..
At det er svært at styre naturen har foregående forår og sommer vist. Store mængder af regn- og drænvand har hævet vandstanden til betænkelighed for de omkringboende landmænd, der dyrker jorder ned til søen.
Alligevel er der stor lokal glæde over søen og den afveksling det enorme vandspejl giver i det sydlangelandske landskab.