fredag 6. januar 2017

Stormfloden på besøg i flere reservater

Året blev sparket i gang med en stormflod, hvor også Fugleværnsfondens reservater fik smagt det salte vand.

Som de fleste nok ved, så ramte en stormflod mange af landets kyster onsdag, og flere af Fugleværnsfondens reservater har da også haft besøg af vandmasserne.

Indtil videre er der meldinger om oversvømmelse i reservaterne Nivå Bugt Strandenge, Bøjden Nor, Tryggelev Nor, Hyllekrog og Nyord Enge, der kræver et større oprydningsarbejde. Der forventes også at have været oversvømmelse i de jyske reservater som Stormengene på Rømø og Agerø i Nordjylland.

Værst så det ud for Nyord Enge onsdag aften, hvor vejen fra Møn til Nyord var forsvundet under vandmasserne, og TV2 East kunne torsdag rapportere, at den om morgenen forsat var spærret - af tang.

Takket være de mange hurtige tilbagemeldinger fra de frivillige i Fugleværnsfondens arbejdsgrupper har det forholdsvis hurtigt været muligt at danne sig et overblik.

Arbejdsgruppen på Sydlangeland har fx kunne fortælle, at der trods, en vandmåling i Bagenkop på 177 cm, ikke var alvorlige højvandsskader i fondens reservat i Tryggelev Nor. På nuværende tidspunkt er færdsel på stierne på gåben dog vanskelig, og ligesom for mange andre af fondens reservater vil der således det næste stykke tid være en del rengøring efter stormfloden. I Tryggelev Nor kommer det til at bestå i at fjerne ålegræs og sten fra stier og veje samt at reparere diget.

De endelige resultater er langt fra opgjort, og det er endnu ikke til at sige, hvor store ødelæggelser og økonomiske konsekvenser det har for de enkelte reservater eller om der kommer flere overraskelser af samme slags. Det vil tiden vise, og vi må forsøge at fremtidssikre lignende hændelser en anden gang, så godt det nu lader sig gøre, når naturen er på spil.

Bemærk: Da vi har serverproblemer, kan billederne til højre ikke vises i stor størrelse. Vi arbejder på at få det udbedret.


 

Information
P-pladsen Tryggelev Nor
Tryggelev Nor
Nivå Bugt Strandenge
Fugletårnet, Nyord Enge
Bøjden Nor