onsdag 10. maj 2017

Forsøg med redeflåder til sortterne

I håbet om at få etableret ynglende sortterner, blev der i sidste uge udsat redeflåder i Fugleværnsfondens reservat Bremsbøl Sø i Sønderjylland.

af Hanne Havemose og Martin Iversen

Med hjælp fra to frivillige fra arbejdsgruppen ved Bremsbøl Sø, som udover at bære også bidrog med gummibåd med motor, fik Jesper Tofft fra Ravnhøj Consult udlagt i alt 11 redeflåder den 6. maj.

Metoden har allerede været forsøgt en gang i 2015, dog uden at ternerne viste interesse. Med denne erfaring in mente, afprøves nu med en ny placering, blandt andet i delvist læ bag tagrør samt i midten af søens sydside, hvor flåderne ligger i læ bag rørbræmme.

Sortternerne yngler ret sent, og de placerer gerne deres rede på åkander og lignende som netop danner flydeøer. Men åkanderne er tit først klar som redested i starten af juni, og da ternerne gerne begynder æglægning omkring 20.-25. maj, er det i rette tid redeflåderne bliver lagt ud. Samtidig er redeflåderne med til at gøre sortternens ynglesteder rævesikre.

Redeflåderne er en fortsættelse af et 2-årigt sortterneprojekt og er et samarbejde mellem Tønder Kommune, Nationalpark Vadehavet, NST-Vadehavet og Fugleværnsfonden. Parterne skal blandt andet optimere 4-5 egnede ynglebiotoper i Tøndermarsken, som både involverer den tyske og den danske del af marsken, og altså også Fugleværnsfondens reservat ved Bremsbøl Sø. I hele Slesvig-Holsten og Danmark har sortternen kun 2 kerneområder, hvor den yngler, nemlig i Vejlerne og ved Hasberg sø, der ligger blot 1 km fra Bremsbøl Sø.

Så der krydses fingre og håbes på, at de 10 sortterner, der fløj rundt over søen under udsætningen af redeflåderne, vælger at slå sig ned på de dertil indrettede ynglefaciliteter, hvilket naturligvis vil blive fulgt nøje af områdets fugleoptællere i den nære fremtid. Mulighederne er der. I starten af maj opholdt op til 60 sortterner sig ved Hasberg i nabolaget af Fugleværnsfondens reservat.


Fotos i højre spalte:
Rolf Pistor-Riebold og Jesper Tofft



 

Information
Motorbåd - et vigtigt værktøj
Udlægning af redeflåderne
Konsulenten i vandet
Redeflåder i læ bag rørbramme
Kredsende sortterner over Bremsbøl Sø