mandag 6. august 2018

Mindeord over Eyvind Lyngsie Jakobsen

Den 28. juli 2018 døde Eyvind Lyngsie Jakobsen, tidligere bestyrelsesmedlem i Fugleværnsfonden. I den forbindelse har Fugleværnsfondens formand skrevet følgende mindeord.

af Martin Iversen, formand for Fugleværnsfonden

Eyvind Lyngsie Jakobsen døde den 28. juli i en alder af 82 år. Efter tre årtiers indsats i Fugleværnsfondens bestyrelse trådte han i 2008 tilbage fra fondsarbejdet – i øvrigt på sin 72 års fødselsdag.

Med bopæl i Viborg og som uddannet jurist var Eyvind et fund for Fugleværnsfonden, der dengang endnu var ung. Eyvind var Fugleværnsfondens forpost i Jylland. Han satte sig hurtigt markante spor, idet han var idé- og ankermand i opkøbet af naturreservatet Agerø på Mors i 1982.

Netop Agerø blev Eyvinds reservat. Ikke alene var han med til at sikre strandengene på Sydmors, han engagerede sig også i den frivillige gruppe med pasning og pleje af områdets natur. Han sørgede for de vigtige registreringer af de lysbugede knortegæs. Han deltog aktivt i formidlingen af Agerøs fugleliv. Eyvinds store og trofaste indsats på Agerø værdsættes utrolig højt.

Eyvind engagerede sig også i fondens andre reservater. Han var ivrig fortaler, da reservatet ved Stubbe Sø blev en realitet. Han deltog aktivt i alle fondens gøremål, uanset om det drejede sig om nye opkøb, nye projekter, udvikling af strategier eller den daglige drift.

Med et dybt og ægte engagement var Eyvind primus motor i processen, der i 2006 gjorde Fugleværnsfonden til en selvstændig erhvervsdrivende fond. Som jurist satte han sig grundigt ind i fondsjuraen og præsenterede detaljerede udredninger af disse indviklede sager for bestyrelsen.

Eyvind var en rigtig hædersmand og hans beskedne facon, hans faglige dygtighed, hans lune og sympatiske væsen var med til at indgyde stor respekt. Et afholdt menneske med et stort hjerte både for natur og kultur. Vi vil med taknemmelighed tænke tilbage på de mange gode stunder, vi fik lov at tilbringe i hans glade selskab.

Æret være hans minde.

Eyvind Lyngsie Jakobsen (8.3. 1936 – 28.7. 2018)




 

Information