tirsdag 12. marts 2019

Landskendt havørn skudt ned

Havørne-hunnen, som er landskendt gennem live-ØrneTV og nu fundet død, er fra Fugleværnsfondens naturreservat Saksfjed-Hyllekrog.

af PRESSEMEDDELELSE

Hele 6 år i træk har man kunne følge med i havørne-hunnen og hendes mages liv direkte fra reden i Fugleværnsfondens naturreservat i det sydlollandske.

Igennem årene har man ved direkte livestreaming været med på første række, når ørneparret udrugede og fodrede deres unger. Der har været mange afgørende øjeblikke, hvor seere over hele landet har været vidne til ørneparrets krævende arbejde med at formere sig.

Især huskes den nat i 2015, hvor havørne-hunnen mistede sine æg til en mår, som forsvandt med begge de æg, som hun rugede på, hvorefter et ny kuld blev udruget. Eller forrige års rivalisering fra andre kønsmodne ørne, som formentlig var grunden til, at det sidste år ikke lykkedes for den nu afdøde hun og hendes mage at lægge æg og få unger.

I år blev parret observeret i reden i færd med at forberede sig på at yngle, få dage inden hun-ørnen blev fundet død.

Der gik dog ikke længe før hannen blev set på reden med en ny hun, sandsynligvis en af de rivaliserende ørne, som sidste år var interesseret i reden.

Den gamle havørne-hun var nem at genkende på de klumpede kløer og et skævt venstre ben. Trods sit handikap, har hun fået hele 13 unger på vingerne, fra reden blev fundet i 2010, til sin død i februar 2019. Hvilket må siges at være et ganske betydeligt bidrag til den danske bestand af havørne, selvom det dog burde være blevet til mange flere.

Fugleværnsfondens direktør Kristian Dammand Nielsen udtrykker stor ærgelse over, at den legendariske havørnehun i Saksfjed-Hyllekrog er blevet nedskudt med haglgevær. ”Den har givet besøgende naturelskere mange gode oplevelser både på stedet og via webcam, og den var i fin form til fortsat at give de mange besøgende i området fantastiske fugleoplevelser”.

I Fugleværnsfondens naturreservater ligges der stor vægt på at sikre og forbedre vigtige fuglelokaliteter, særligt for truede, fredede og sjældne fugle, hvilket slet ikke stemmer overens med nedskydning af havørne. I Fugleværnsfondens naturreservat Saksfjed-Hyllekrog har det været prioriteret at tilgodese de fredede havørnenes trivsel, og derfor håber fonden, at det nye par får fred og succes med at yngle på reden, så der endnu engang kommer nye havørne på vingerne i fuglereservatet.



 

Information