fredag 13. januar 2023

Det første æg i kurven

Retter du kikkerten mod Ægholm, ser du ikke alene det allerførste naturreservat, som er opkøbt af en privat naturfond i Danmark. Du ser også en lille, ubeboet ø med vild natur, som har stor betydning for flere kolonirugende kystfugle.

af Allan Gudio Nielsen

Nord for Nyord ligger den lange og smalle ø Ægholm, som i 1969 blev købt som Fugleværnsfondens første reservat. Med sine cirka to hektar er Ægholm kun på størrelse med to fodboldbaner, så man kan vel roligt sige, at købet var en lidt ydmyg start på Fugleværnsfonden.

Men det var det første æg i kurven og desuden det første opkøb af en privat naturfond herhjemme. To år senere købte Fugleværnsfonden de første 19 hektar strandenge på Nyord Enge samt Gulstav Mose på Langeland. Nu var vi for alvor i gang.

ET EFTERTRAGTET YNGLESTED
Ægholm og naboøerne ved Sækkesand, som ligger lige øst for Ægholm, er opstået af eroderet materiale fra Møns Klint, som er blevet ført med havstrømmen langs nordkysten af Møn. Sandede, ubeboede små øer som Ægholm er eftertragtede ynglesteder for en lang række arter af kolonirugende kystfugle.

På Ægholm har især skarven været fast inventar i mange år, og antallet af ynglende skarver svinger mellem 400 og 800 par. De mange skarver deler pladsen med sølvmåge, svartbag og knopsvane. Sækkesand, der i de senere år er vokset betydeligt med hele seks nye større øer, har i mange år huset en lille koloni rovterner. Året rundt opholder der sig et stort antal vandfugle i det lave vand omkring øerne. Og kan du ikke lige finde en havørn fra fugletårnet på Nyord Enge, så prøv at rette kikkerten mod Ægholm og Sækkesand – den er næsten sikker hver gang.

FAKTA
Ægholm er en del af Natura 2000-område nr. 168: Havet og Kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund og er også beskyttet som Ramsarområde, EU habitatområde, Fuglebeskyttelsesområde og desuden en del af Ulfhale/Nyord Vildtreservat. Og så er Ægholm et af Danmarks få videnskabelige reservater. Det betyder blandt andet, at der er adgangsforbud hele året på Ægholm, og at sejlads kun er tilladt ind til en afstand af 50 meter fra øen.



 

Information
Relaterede reservater:
 - Ægholm