tirsdag 30. december 2008

Total ansigtsløftning til Bøjden Nors gamle fugleskjul

Tag madpakken med og nyd det renoverede skjul og den flotte sydfynske udsigt

af Helle Hjorth

Det er fine forhold der nu møder de besøgende i Bøjden Nors gamle fugleskjul. Ihærdige frivillige har nemlig i efterårets løb lavet nye, større vinduer, der giver et flot vue over noret. Der er opsat bænke, som indbyder til et længere ophold med kaffekande og madpakke. Skjulet er fremragende til obs af hundredvis af andefugle efterår og vinter.

"En sen vintereftermiddag i skjulet med solnedgang over havet og trompeterende sangsvaner på markerne bagved, er en helt speciel oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for" siger Børge Rasmussen, som har været primus motor på ombygningen.

Et nyere skjul, som ligger tættere på p-pladsen har fin adgang for barnevogne og kørestolsbrugere, herfra er det især sangsvaner, kanadagås, andefugle og skarv, der observeres.

Læs mere om oplevelser i Bøjden Nor på Fugleværnsfondens hjemmeside www.fuglevaernsfonden.dk