torsdag 28. april 2005

Anemonetid ved Fugleværnsfondens reservat Ravnstrup Sø

Urskoven ved Ravnstrup Sø er hvert år i sidste halvdel af april et levende maleri af fantastiske planter i underskoven. Her kan man opleve alle Danmarks tre anemonearter i det lille skovstykke langs stien til fugletårnet.

af Søren Ferdinand Hansen

Foråret udfolder sig i denne tid ved Ravnstrup Sø. I tiden for løvspringet kan man opleve et fantastisk forårsflor i skovbunden. Hvid anemone, blå anemone, gul anemone, lungeurt, hulrodet lærkespore og den mystiske lyserøde skælrød danner en tæt blomstereng. Den lange periode med kølige østlige vinde betyder at forårsfloret i år holder sig længere, og der er derfor stadig mulighed for at opleve anemonerne ved naturstien.

Det er et kvalitetsmærke for skoven ved Ravnstrup Sø at alle tre anemonearter forekommer. Skoven er da også fredet og Fugleværnsfonden passer derfor godt på sin lille naturskovsperle.

Fra fugletårnet kan man opleve et rigt fugleliv. Den gråstrubede lappedykker hyler hæst fra søen, et knopsvanepar ligger på sin rede, løvsangeren synger blidt fra krattene og er man særligt heldig høres den første gøg.

Naturfotografen Peter Vadum har indfanget nogle af forårsskovens skønheder. God tur ved Ravnstrup Sø



 

Information
Hvid anemone.
Skælrod.
Relaterede reservater:
 - Ravnstrup Sø

Relaterede nyheder
 - Tag på fugletur til Ravnstrup sø - nye muligheder for store fugleoplevelser