tirsdag 3. juni 2008
Bedre afgræsning af enge og overdrev i Tryggelev Nor
Vinterens store kratrydning ved gravhøjskomplekset Trehøje ved Tryggelev Nor på Langeland følges nu op af fire Hereford køer med kalve, der skal pleje området og holde græs og buske nede.
af Søren Ferdinand Hansen
Fugleværnsfonden har indgået en plejeaftale med en lokal landmand på Langeland, så naturplejen i engene øst for Tryggelev Nor forbedres, samtidigt med at området omkring Trehøje bliver afgræsset af kreaturer.
I en årrække har afgræsningen i dette område været meget sporadisk og høje græsser i form af tagrør har overtaget området. Herved skygges de lavtvoksende engplanter bort. Da området samtidig er ferskvandspræget, er der god mulighed for at sjældne planter, som orkideer nu vil dukke frem.
Foreløbig er plejen intensiveret på ca. 2,5 ha, men på sigt er det muligt at denne afgræsning kan udvides yderligere.
Det har været nødvendigt at oprette en særskilt fold, så Herefordkøerne ikke blander sig med de øvrige græssende dyr i Tryggelev Nor.
Det koster mange penge at etablere og vedligeholde nye afgræsningsfolde i fuglereservaterne. Ved at indbetale et støttebeløb - her på hjemmesiden - eller på giro 509 42 32 er du med til at støtte Fugleværnsfondens arbejde. Alle bidrag, store som små, er velkomne.