fredag 27. januar 2023

Ritt Bjerregaards familie betænker Fugleværnsfonden

Mennesket og politikeren Ritt Bjerregaard er død og skal begraves onsdag den 1. februar 2023 i København.

Ritt Bjerregaards familie opfordrer i dødsannoncen til at donere en mindegave til Fugleværnsfonden fremfor at give blomster og kranse.

’Jeg er både rørt og dybt taknemlig for dette’, siger direktør for Fugleværnsfonden, Thomas Færgeman.

’Donationer til Fugleværnsfonden går direkte til at købe og forvalte jord, som fonden omdanner til naturområder og dermed levesteder for fugle, planter og dyr’.

Thomas Færgeman kendte Ritt Bjerregaard professionelt i hendes rolle som miljøkommissær og fødevareminister og privat har han hjulpet hende og hendes mand Søren Mørch med at fælde træer i æbleplantagen.

’Den Ritt, jeg kendte, var en stor naturelsker. Jeg er sikker på, at donationer til os er lige i hendes ånd’, siger Thomas Færgeman.

Thomas Færgeman deltager på Fugleværnsfondens vegne i begravelsen på onsdag den 1. februar klokken 13.00 på Vestre Kirkegårds Nordre Kapel.