tirsdag 21. maj 2024

Ses vi på Naturmødet 23. – 25. maj?

På Naturmødet kan du møde værterne på Fugleværnsfondens podcast Fugl af Glæde, der svarer på fuglespørgsmål og fortæller om fuglenes tilpasninger. Du kan også se med, når direktør Thomas Færgeman inviterer til naturpolitisk salon med Marianne Bigum fra SF og Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

På Naturmødet kan du møde os til en snak om fugle, natur og vores arbejde for at skabe levesteder til især sårbare arter. Så kig forbi stand 23, hvor du finder os sammen med Naturens Fonde: Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond, 15. Juni Fonden, Hempel Fonden og Velux Fonden.

NATURPOLITISK SALON
På Naturmødet inviterer direktør i Fugleværnsfonden Thomas Færgeman til to naturpolitiske saloner. Den ene salon er med SF’s naturpolitiske ordfører Marianne Bigum torsdag 23. maj kl. 16-16.30, og den anden er med Martin Lidegaard fra Radikale Venstre fredag 24. maj kl. 16-16.30:

Thomas spørger de to folketingspolitikere om, hvilke muligheder der er i det nuværende politiske landskab? Om den grønne trepart bliver til noget? Om hvad henholdsvis SF og Radikale Venstre ville gøre, hvis de havde 90 mandater? Og om vi ikke her og nu kan få mere ud af klimalavbundsjordene, hvor staten bruger mere end 2,5 mia. kroner på at udtage jord, uden at stille krav til naturindholdet? Baggrunden for samtalen er, at fjordene dør, Europa koger og vildt og voldsomt vejr hærger kongeriget. Samtidig mangler haren og viben fortvivlet steder at bo, fordi ploven og mejetærskeren råder over 60 pct. af Danmarks areal. Klimarådets løsning: drop en tredjedel af landbrugsarealet. Regeringens svar: vi sender forslaget i udvalg. Hvad skal der blive af naturen?

MØD FUGL AF GLÆDES TO VÆRTER
Fredag 24. maj kl. 18-18.30 kan du komme forbi og høre Fugleværnsfondens to podcastværter fortælle nyt fra fugleforskningen og nogle af de vildeste historier om fuglenes tilpasninger. Du får også lejlighed til at stille spørgsmål til de to fuglenørder.

Læs mere på naturmoedet.dk