tirsdag 9. juli 2024
Naturreservat vokser til dobbelt størrelse
Fuglene får nu dobbelt så meget plads at boltre sig på i det sydsjællandske naturreservat Ravnstrup Sø. Med Fugleværnsfondens køb kommer naturreservatet op på 19 hektar til gavn og glæde for de arter, der har brug for mere plads og flere typer vild natur.
Den 19. juli overtager Fugleværnsfonden nøglerne til et 8,6 ha hektar stort område, der ligger lige klos op ad det nuværende naturreservat Ravnstrup Sø. Heraf skal dog frasælges et hus med i alt 1 ha jord. Og tidligere på året overtog fonden ejerskabet til 2,5 ha nord for søen.
Naturreservatet vokser dermed fra knap 9 ha til 19 hektar, som består af både sø, rørskov, sump, urterige enge, pilekrat og højstammet naturskov med gamle krogede løvtræer. Med andre ord en oase for arter, der har brug for helt bestemte typer af natur til at raste, finde føde og yngle.
MERE VILD NATUR
På langt størstedelen af de nye arealer skal der være lysåben skov med enge. Ifølge planen, der er udarbejdet i samarbejde med Næstved Kommune, skal arealerne afgræsses for at øge biodiversiteten.
Noget af det, som Fugleværnsfonden også vil gøre for at genoprette naturen på de nye arealer og sikre levesteder til en lang række arter, er at lade gamle træer ligge og lægge indflytningsklare stenbunker til bl.a. insekter. På arealerne vil fonden bekæmpe invasive arter som bjørneklo, der tager plads fra hjemmehørende arter.
OPLEV DEN SMUKKE NATUR
De ekstra hektar giver ikke alene mere plads til mange forskellige arter. De giver også nye muligheder for alle naturinteresserede, som gerne vil ud og opleve naturen.
Vil man til Ravnstrup Sø og se fiskeørnen styrtdykke efter fisk, lytte til rørskovens fugle eller kigge efter brune frøer, ja, så planlægger Fugleværnsfonden og Næstved Kommune at anlægge en sti på de nye arealer for at give bedre adgang til reservatet. Det er også her, at det er oplagt at etablere en mindre parkeringsplads og et planchehalvtag med formidling om området.
Allerede nu kan du besøge naturreservatet Ravnstrup Sø fra den etablerede indgang ved Ålehusvej 14 B i Herlufmagle. Læs mere om reservatet her:
Købet af de nye arealer er sket med støtte fra Aage V. Jensens Fonde.
FAKTA OM RAVNSTRUP SØ
Ravnstrup Sø blev erhvervet af Fugleværnsfonden i 1983. Siden da har Ravnstrup Sø udviklet sig til et af Fugleværnsfondens mest formidlede og bedst besøgte naturområder.
Størrelsen på naturreservatet: 19 hektar inkl. de nye arealer på 10 hektar.
De nye arealer på 10 hektar består af:
8,6 hektar, der overtages 19. juli 2024. Fugleværnsfonden frasælger 1 ha af arealet, fordi der ligger en bygning på området.
2,5 hektar ved indgangen til reservatet på Ålehusvej 14 B.