Ravnstrup Sø - Tur til Håret Judasøre, træer og buske i vintertilstand og skadeovernatning
søndag 5. februar 2023 kl. 15:00 - 17:00

Når kyndelmisse slår sin knude – ”Kjørmes Knud” på jysk – er der traditionelt meget tyst og stille ved Ravnstrup Sø. Men for nogle år siden opdagedes her en meget sjælden svamp, der kun gror på død elm – Håret Judasøre.

Den skyder frem netop om vinteren og lever resten af året som hemmelighedsfuldt mycelium inde i de døde elmestammer, som der er mange af efter elmesygen i 1980/90’erne.

Undervejs vil der blive fortalt om træer og buske i vintertilstand, og vi skal opleve, hvordan husskaderne har fundet sig en overnatningsplads i pilekrattene i søens nordende. Måske hører vi en og anden overvintrende vandrikse give et skumringsskrig.

Vi slutter af med cowboykaffe i bålhytten, mens vinternatten sænker sig, og natuglen kanske gi’r lyd.

Og ja – kyndelmisse falder den 2. februar, men kyniske reformatorer slettede den som helligdag i 1770, så vi har måttet henlægge fejringen til søndagen efter.

Mødested: P-pladsen, Ålehusvej 14a, 4160 Herlufmagle. Ålehusvej er beliggende to km vest for Herlufmagle mellem Ringsted og Næstved og er en sidevej til Ravnstrupvej, hvorfra der er skiltet til søen.

Turleder: Frivillige fra arbejdsgruppen ved Ravnstrup Sø.

Reservat: læs mere om Ravnstrup Sø her