Udskriv

Kom godt i gang
Hvis du er interesseret i fugle, men ikke rigtigt kan komme i gang med fuglekiggeriet - enten fordi du har svært ved at finde fuglene eller at genkende dem, så er her et par tips der kan gøre starten lidt lettere.

Du kan udmærket starte med at identificere fuglene i din have, eller dem du ser i parker, eller fra landevejen. Store kirkegårde i byerne huser tit mange fuglearter.

Du lærer meget af at tage med på vores guidede fugleture. Men gå en gang imellem ud alene og giv dig al den tid, du skal bruge til selv at identificere de fugle, du ser. På den måde opøver du din iagttagelsesevne og får dine egne erfaringer. Hav altid en notesbog med på turen og skriv dine iagttagelser ned. Det skærper hukommelsen.

Kikkerten
Det er vigtigt at have en god håndkikkert, der forstørrer 8-10 gange. Kikkerten bør også være lysstærk, for så kan du bedre se fuglens detaljer. Træn i at fokusere med kikkerten, så går det nemmere, når fuglen flyver rundt mellem grene eller i luften foran dig. Det gør du ved at ved at gå udenfor og kigge på ting igennem din kikkert. Kig på noget langt væk og tæt på, og stil skarpt hver gang. Så får du hurtigt håndelaget.

Sanselig hobby
Når du kigger på fugle, bruger du dine sanser, øjne og ører optimalt. Efterhånden vil du udvikle en rigtig god iagttagelsesevne, som et ekstra plus ved fuglekiggeriet.
Hvis man går en rask tur gennem skoven, ser man som regel ikke andet end flygtende fugle, men hvis du står stille i skoven, vil der i løbet af få minutter dukke fugle op omkring dig. Hvis du står stille eller bevæger dig meget langsomt, vil de ikke tage notits af dig.

Bid mærke i detaljerne

Fuglen kan være fløjet i næste øjeblik, så når du ser en fugl, som du ikke kender, gælder det om hurtigt at mærke sig dens specielle karaktertræk: farver, dragtkendetegn, silhuet, bevægelsesmønstre samt fuglens sang og kald. Hvis du har mulighed for det, så lav en hurtig skitse af fuglen, på den måde tvinger du dig selv til at lægge mærke til enkelthederne. Eller tag et billede af fuglen.

Fuglebogen
Du skal også have en god fuglebog. En god fuglebog har billeder, der viser, hvordan de forskellige arter ser ud på forskellige tidspunkter af året, og den har billeder, der viser fuglene siddende og flyvende og viser vigtige detaljer. Du kan evt. have en fuglebog i lommeformat til turen og en stor opslagsbog med flere detaljer derhjemme. Der findes også gode Apps til at identificere fuglene.

Stive fingre og kolde tæer
Klæd dig på efter vejret. Når man fryser, er det svært at koncentrere sig om fuglene. Ofte hører man kun fuglen og må stå stille i længere tid for at få øje på den. Tag mad og drikke med på turen, en pause forlænger kræfterne, så du får mere ud af din fugletur. Stift regntøj, der rasler, når du bevæger dig, forstyrrer din hørelse, så det er svært at adskille fuglenes lyde.

Hvor er fuglene?
Fugleoplevelser er meget afhængige af årstiden. Fugle, du kan nyde om vinteren, er væk om sommeren og omvendt. Det er en god idé at besøge vores naturreservater på guidede ture, det giver en god introuktion til årstidens fugle. Er der en bestemt fugl, du gerne vil opleve, så prøv at finde den i DOF-basen, måske er den set et sted i nærheden af dig.