Udskriv

Åbent hus på Tangen, Nivå Bugt Strandenge

Søndag den 4. oktober 2015 

Bo fra den frivillige arbejdsgruppe ved Nivå Bugt skriver:

Årets sidste åbent hus var ganske velbesøgt både af mennesker og af fugle. En stille tåge lå hele dagen over området, med sigtbarhed fra 500 m til højest 1500 m, temperaturer omkring 10-12 grader. Men det var ganske behageligt, da der kun var en meget svag nordøstlig vind, og der var masser af fugle, som var meget aktive i det rolige vejr. Allerede før kl. 10 var der godt fyldt i tårnet med 10 fugleinteresserede, og der var en livlig aktivitet af mindre flokke af småfugle over sivene: skovspurve, bogfinker, stillits og tornirisk. På vandet især mange ænder – 2 spidsænder, 4 skeænder, knarænder, en masse pibeænder, gråænder og hvinænder og senere en ung taffeland.

"De almindelige fugle var der alle, skarv og knopsvane. Rigtigt mange hættemåger, sølvmåger, svartbag og et par stormmåger. Den ene med en rød ring, edderfugl, toppet skallesluger, fiskehejre, en canadagås, rørspurv, gransanger, blåmejse, hvid vipstjert, gråkrage. Det var lavvandet, men der var ikke mange vadefugle – 3 ryler og en enkelt vibe, og mange gange fløj en dobbeltbekkasin rundt i området.  Flere småflokke af bramgæs kom trækkende og fløj rundt i lav højde, dog uden at gå ned.  Sidst på dagen var der en del træk af ederfugle, næsten kun hanner, på vej nordud i sundet. Et par splitterner gæstede også området og de var begge på jagt. Den ene blev jaget selv af en sølvmåge, da den havde fanget en lille lang fisk. Dagens første af 4 højdepunkter var en dværgfalk kl. 10, der fik de fleste mindre fugle på vingerne, selvom den forsvandt ind over land efter at have jaget lidt over sivene. Kl. 11 kom 7 hjejler et lille sving ind over tårnet, men fløj videre sydpå. Kl. 11.30 trak en brun kærhøg ind mod land syd for fugletårnet. Den blev senere bestemt til en hedehøg af Karsten Winding. Den sidste interessante fugl blev meldt som en alk ud for stenmolen syd for Nivå Havn, hvad vi godt kunne se i teleskoperne med lidt besvær på ca. 1000 m’s afstand. Fra arbejdsgruppen var vi Uffe, Lone, Ivan og Bo og i alt kom der 48 gæster. Så årets sidste åbent hus må betegnes som ganske vellykket – selv om solen ikke kom frem af tågerne før kl. 13, hvor arrangementet sluttede. På vejen hjem kørte et par af os op ved Nivå Havn og efter lidt spejden fik vi øje på alken tæt ved – men nu var den blevet til en lomvie, som man kan se på billederne".

nivaa20152

Nivaa2015

nivaa20153