mandag 4. juni 2018

Workshop til gavn for insekter og familier!

Til Fugleværnsfondens weekendarrangement i Vaserne blev der gået til stålet – og savene, da der skulle laves nye bostæder til insekterne.

af Maria Elisabeth Laursen og Hanne Havemose

Workshoppens deltagere viste med al tydelighed, at både voksne og børn har stor lyst til at lave noget sammen, i naturen - og for naturen ikke mindst.

Men hvorfor lave insekthoteller?
Bestanden af insekter i Danmark har det generelt ikke særlig godt. Der er ikke længere lige så mange stendiger og stråtækte huse som førhen, og disse bruges blandt andet som overvintring for forskellige arter af humlebidronninger, og strå i hustage bruges som redested for solitære bier. Ved at bygge et insekthotel, kan du være med til give insekterne et godt sted at bo, og samtidig skabe et varieret og spændende liv i haven, som kan følges på tæt hold.

I Fugleværnsfonden er vi dog opmærksomme på, at insekthoteller kan gavne nogle insekter, men ikke alle. Og kun hvis der ellers ikke findes alternative rede- eller overvintringsforhold for dem, og alle andre livsbetingelser for arterne er tilstede. Derudover kræver det også den rette udformning og opsætning af insekthotellet (se vejledning i linket ude i højre spalte).

Insekter har som udgangspunkt forskellige krav til habitat. Disse varierer mht. æglægnings-, larve-, puppe- og voksenstadier. Insekthoteller kan derfor kun opfylde nogle af disse krav, og vil derfor ikke være beboet i hele insektets livscyklus. Potentielt kan et hotel skabe gode muligheder for overvintring for sommerfugle (fx citronsommerfugl og dagpåfugleøje), mariehøns og humlebidronninger.

Hvorvidt insekthoteller har betydning for fuglenes fødegrundlag er der dog endnu ikke nogen evidens for. Først og fremmest giver et insekthotel dig mulighed for at følge med i insekternes spændende liv og for at øge diversiteten i sin egen have og se nogle sjove insekter, som man normalt ikke finder her.

Vil du også prøve kræfter med sav, kvas, potteskår og hvad du ellers har i haven, så følge linket nederst under billederne ude i højre spalte.




 

Information
Relaterede links
 - Vejledning til insekthotel