torsdag 26. oktober 2023

Stormfloden satte sit aftryk på fem reservater

Da naturen viste kræfter og sendte en voldsom stormflod ind over dele af landet, blev fem naturreservater påvirket af den voldsomme mængde vand.

Reservaterne Tryggelev Nor, Gulstav Mose, Bøjden Nor, Nyord Enge og Saksfjed-Hyllekrog blev oversvømmet af den voldsomme stormflod, der skyllede ind over landet.

Og det har sat sine spor. Nogle steder har havet flyttet på kystlinjer, og andre steder ligger der store mængder vand.

På Fugleværnsfondens arealer er vi sluppet med materielle skader. Alle græsningsdyr på arealerne blev flyttet til sikre arealer inden uvejret tog fat, og de har det alle godt.

Her er noget af det, som vi indtil videre ved om stormflodens påvirkning af de enkelte arealer:

HYLLEKROG ER NU EN Ø
Stormfloden og de kraftige vindstød har i den grad omformet landskabet på Hyllekrog. Den mest iøjnefaldende forandring ved landskabet er, at Hyllekrog-tangen er blevet en ø. Tiden vil vise, om den nye ø sander til og reetablerer sig som en tange.

Ud fra hensynet til sårbare ynglefugle har vi i Fugleværnsfonden et spinkelt håb om, at Hyllekrog bliver ved med at være en ø. En sulten ræv bryder sig nemlig ikke om at vove pelsen og bevæge sig igennem koldt havvand og ud til øen, når den er på jagt efter æg og fugleunger.

NYORD
Ålegræs er en undervandsplante, og lige nu sladrer ålegræsset på parkeringspladsen på Nyord om, at arealet har være oversvømmet. Under stormfloden slog bølgerne hegn og andre græsningsfaciliteter i stykker.

TRYGGELEV NOR
Under stormfloden nåede vandstanden op på lige over 1,8 m. i Tryggelev Nor. Der har været digebrud hele tre steder, og det betyder, at der er vasket slam og næringsstoffer ud fra noret. To af digebruddene er på ny lukket.

Flydeskjulet og fugleskjulet klarede sig godt igennem stormen, men ønsker du at besøge Tryggelev Nor, kan du ikke holde på p-pladsen for enden af Stenbækvej, fordi denne parkeringsplads er helt ødelagt af stormfloden. Vælg en af de andre parkeringspladser i området.

Bemærk at Åbent Tårn-arrangementet 5. november i Tryggelev Nor er aflyst på grund af forholdene efter stormfloden.

GULSTAV MOSE
Der ligger stadigvæk meget vand i mosen ved Gulstav. Åbent Tårn-arrangementet 5. november er ligeledes aflyst på grund af forholdene efter stormfloden.

BØJDEN NOR
Under stormfloden steg vandstanden til 2,05 meter.

Alle nordlige arealer, strandvolde og landevejen var under vand, og hegnet blev slået i stykker. Der var brud på diget, og det betød, at næringsstofferne i noret blev skyllet ud i havet.

Vi følger nu med spænding, om det nu rene vand i noret vil få en positiv effekt på naturen.



 

fuglenesfristeder

Information
Hyllekrog blev under stormfloden til en ø.
Relaterede reservater:
 - Bøjden Nor
 - Gulstav Mose
 - Hyllekrog-Saksfjed
 - Nyord Enge
 - Tryggelev Nor