fredag 28. marts 2014

Udrykningstur til Vaserne!

Fredag den 28. marts kl. 10 - 12.30 er der spontan udrykningstur for at se på lille flagspætte i Vaserne.

af Allan Gudio Nielsen

Der er virkelig aktivitet blandt Vasernes spætter i år. Hele fire par lille flagspætte er set i området, og flere af dem er aktive med redebyggeri. Lad os prøve om vi kan finde dem i området - chancerne for succes skulle ihvertfald være gode.

Men ikke kun spætterne er i ynglehumør. Der er også masser af aktivitet i den lokale skarvkoloni, hvor der i de her dage bliver slæbt mængder af frisk redemateriale til de mange reder. Og så er der jo også lige det lokale duehøgpar - dem skal vi da også lige se til!

Der er ingen tilmelding.

Vil du have mere information fremover om disse 'udrykningsture', kan du følge Fugleværnsfondens naturvejleder, Allan Gudio Nielsen, på Twitter. Se mere om hvordan i linket ude i spalten til højre.



 

Information
Relaterede links
 - Følg Allan på Twitter