mandag 5. februar 2024

Skoleelever får flere fugle i kikkerten

Elever i fem af landets kommuner har udsigt til naturoplevelser i særklasse. En ny skoletjeneste, der hedder Fugl af Glæde, inviterer elever fra 4. til 6. klasse ud i Fugleværnsfondens lokale naturreservater for at kigge på fugle og undersøge naturen. Projektet bliver realiseret med 3 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden og 300.000 kr. fra Friluftsrådet.

Hvorfor lander trækfuglene i den lokale natur? Hvorfor synger fuglene? Og hvorfor er forskellige organismegrupper som planter, insekter, padder og fugle afhængige af hinanden for at overleve? Det, og meget andet, kan eleverne i 4.-6. klasse i Fredensborg, Næstved, Lolland, Tønder og Viborg Kommuner blive klogere på, når Skoletjenesten Fugl af Glæde inviterer dem til at tilbringe skoledage i deres lokale naturreservat med vild og artsrig natur.

I reservatet vil en naturvejleder fra efteråret stå klar til at tage imod de enkelte skoleklasser. Her får eleverne mulighed for med egne øjne at opleve de fantastiske fugle i naturen, gennemføre sjove aktiviteter, der udfordrer sanser og motorik, og høre spændende fortællinger om arterne.

Skoletjenesten, som Fugleværnsfonden står bag, udbyder et undervisningsforløb, der hedder De 4 Årstider. Undervisningsforløbet starter op i efteråret 2024 og består af fire ture i felten hen over et skoleår.

VIDEN OM NATUREN BLIVER LEGET IND
Det er naturvejleder og biolog i Fugleværnsfonden Maria Scotwin, som er projektleder på Fugl af Glæde. Hun planlægger undervisningsforløb med fugle i kikkerten, naturglæde, sjove spil og masser af holdånd.

For Maria Scotwin giver det rigtig god mening med undervisning på strandengen, i skov og krat og ved mosen.

”Det er sjovt og lærerigt at opleve fuglene herude, hvor de holder til. Eleverne får et stærkt indtryk af arterne, når de ser og lytter til den natur, de går rundt i,” siger hun.

“Mit håb er, at mange af de børn, der i fritiden typisk sidder indenfor, gennem dette forløb med gentagne besøg i deres lokale naturreservat, vil få en forståelse for fuglene og en tilknytning til naturen omkring dem.”

Projektleder Maria Scotwin vil hen over det næste stykke tid henvende sig til lærere, der underviser 4.-6. klasse, for at invitere dem til at deltage i Skoletjenesten Fugl af Glæde.

VIL UDBREDE PROJEKTET TIL ALLE LANDETS KOMMUNER
Projektet er en videreudvikling af et større undervisningsforløb, som løb af stablen i Fredensborg Kommune i 2022. Her rykkede omkring 300 elever en dag ud i felten for at lære om fugle og deres levesteder sammen med naturvejleder i Fugleværnsfonden Maria Scotwin.

Med 3 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden og 300.000 kr. i støtte fra Friluftsrådet kan projektet nu starte op igen og dermed udbredes til endnu flere elever i foreløbigt fem kommuner.

”Vi er rigtig glade for at kunne støtte projektet med Udlodningsmidler til Friluftsliv. Der er i høj grad brug for at give børn en større tilknytning til naturen og skabe mulighed for, at de kan komme mere ud i løbet af skoledagen. Vi ved, at det styrker børnenes læring, trivsel og motivation at komme ud af klasselokalet, og så er det da meget sjovere at lære om fugle ved at komme ud i naturen og se på dem, end at sidde inde i et klasselokale og læse om dem i en bog,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Projektet løber frem til og med 2026 og målet er, at Skoletjenesten Fugl af Glæde efter 2026 skal udbredes til alle landets kommuner.



 

fuglenesfristeder

Information
Fugleværnsfonden er på vej med en ny skoletjeneste til elever rundt om i landets grundskoler. Idéen med Skoletjenesten er at give eleverne et større kendskab til biodiversitet og øge deres tilknytning til naturen.
Den nye skoletjeneste Fugl af Glæde inviterer elever i Fredensborg, Næstved, Lolland, Tønder og Viborg Kommuner til at tilbringe skoledage i lokale naturreservater.
Relaterede reservater:
 - Bremsbøl Sø
 - Hyllekrog-Saksfjed
 - Nakskov Indrefjord
 - Nivå Bugt
 - Ravnstrup Sø
 - Stormengene
 - Sølsted Mose

Relaterede nyheder
 - Studerende søges til fleksibelt formidlerjob
 - Varmt velkommen til Maria Scotwin
 - Skoleelever rykkede undervisningen ud til Nivå Bugt Strandenge