Foto: Allan Gudio Nielsen
I Fugleværnsfonden er vi rigtig glade for at byde velkommen til læge, hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen, som har sagt ja til at være årets profil. Sammen med Peter Lund Madsen tager vi på fugleture og giver fif til gode fugleoplevelser i naturen. Undervejs krydrer han oplevelserne med sin ekspertviden om hjernen
Hvad er naturvejlederens allerbedste tips til gode fugleoplevelser? Er det afslappende og sundt for os at gå rundt i naturen? Og er det sandt eller falskt, at kragefugle er blandt de allerklogeste dyr i verden?
Vi tør godt at love, at fugleturene i Peter Lund Madsens hyggelige selskab bliver spækket med spændende viden, gode betragtninger og brugbare fif.
Fugleturene med Peter Lund Madsen kan lade sig gøre, fordi han har sagt ja til at være profil for Fugleværnsfonden i 2022 og på den måde være med til at sætte fokus på vores arbejde for fuglene og naturen.
”Jeg synes, det er en fornuftig idé, at Fugleværnsfonden opkøber naturområder og gør dem til steder, hvor naturen, herunder fuglene, kan trives og have det godt, og så kan vi andre ovenikøbet få lov til at gå ud i områderne og kigge på naturen”, siger Peter Lund Madsen, der er speciallæge i psykiatri, hjerneforsker, entertainer, forfatter og radiovært.
Sundt at kigge på fugle
Peter Lund Madsen vil gerne bidrage med sin ekspertviden om hjernen, mens han er profil for Fugleværnsfonden.
”Jeg kan fortælle meget om, hvor vigtigt det er for vores helbred at gå ud i naturen og kigge på fugle. Mange mennesker lever i en hverdag, hvor hjernen bombarderes med arbejdsopgaver udefra. På arbejdet og derhjemme skal vi tage stilling til en masse ting, og når vi slapper af, kigger vi på internettet og modtager alle mulige informationer”, siger Peter Lund Madsen.
"Mange af os har jo en hverdag, hvor bevidstheden er optaget af tankeaktivitet, og det kan være svært at slappe af på kommando. Hvis jeg sætter mig ned nu og slapper af, så sidder jeg og tænker på et eller andet problem, og så slapper jeg jo ikke af. Derfor er det en god idé for eksempel at gå ud i naturen og få sin opmærksomhed henledt på noget, der kører langsomt og som er mere meditativt. Det er reel hjerneafslapning”, siger han.
Hvis det går godt for fuglene
For Peter Lund Madsen er sundheden langt fra den eneste årsag til, at det er godt at interessere sig for naturen og fuglene.
”Det er vigtigt at opføre sig ordentligt over for naturen. Fuglene er en vigtig del af økosystemet, og hvis det går fuglene godt, er det også tegn på, at naturen har det godt. Det ville være trist, hvis der kun var få fuglearter”, siger han.
Fugle, der gør kloge ting
Da Peter Lund Madsen var 10-11 år gammel havde han en periode, hvor han interesserede sig meget for fugle.
”Det gode ved fugle, det er, at det er noget, man kan starte på og blive bedre til. Du kan mærke, at det går fremad, når du genkender flere fugle. Jeg kom kun til at genkende dem på deres udseende, men nogle kommer endnu længere og kan jo også genkende dem på deres sang. Så der er en proces i det, og mange fugle er jo konkret underholdende”, siger hjerneforskeren, som især godt kan lide at kigge på kragefugle, som gør kloge ting.
”Hjemme på min gamle vej farede fuglene op i luften med nødder og smed dem ned på vejbanen, så de flækkede og kunne spises”.
Ifølge Peter Lund Madsen er fuglehjernen et sted inden for hjerneforskningen, som der forskes meget i.
”Det er svært at sige, hvad der definerer et klogt dyr, men nogle af de dyr, der har den mest avancerede adfærd, der findes, det er jo kragefugle. Der er nogle spændende spørgsmål inden for forskningen og gode historier.”
En gave at lære om naturen
Peter Lund Madsen ser det som at gave at vide så meget som muligt om naturen. For jo mere han ved, jo flere detaljer og nuancer får han øje på, og det gør naturen interessant og farverig at se på.
”Det gælder med fugle, som det gælder med træer, som det gælder med pattedyr, som det gælder med insekter og som det gælder med alt. Hver gang du lærer noget om naturen og lærer at identificere ting i den, så får du en større oplevelse, når du går rundt i naturen".
”Så det er en gave, man kan give sig selv og sine børn at lære noget om fugle og naturen”, fortsætter han.
Med på fugletur
For os i Fugleværnsfonden bliver det bestemt også en gave at lære noget om både fugle- og menneskehjerner. Men hjerneforskeren kommer også til at lære noget af os.
Peter Lund Madsen vil nemlig gerne med Fugleværnsfondens naturvejledere på fugletur for at få gode fif til, hvordan vi agerer i naturen for at passe godt på den og for at få gode fugleoplevelser. Vi glæder os!
Følg med på Facebook hen over efteråret og få spændende viden fra Peter Lund Madsen og fif til gode fugleoplevelser.
FAKTA
Peter Lund Madsen er både speciallæge i psykiatri, hjerneforsker, entertainer, forfatter og radiovært.
Måske kender du ham bedst fra sin naturvidenskabelige formidling om hjernen og for samarbejdet med sin bror Anders Lund Madsen.
I programmet Hjernekassen på P1 får han hver uge besøg af eksperter, som belyser naturvidenskabelige emner. Her har han haft besøg af naturvejleder i Fugleværnsfonden Allan Gudio Nielsen, der har fortalt om kragefugle og naturen.
Peter Lund Madsen er også kendt under navnet HjerneMadsen efter et program af samme navn på DR2.