onsdag 13. marts 2024

Bliv frivillig i naturreservatet Karmark Engsø

Vil du være med til at gøre en stor forskel for fuglene og naturen i naturreservatet Karmark Engsø? Så er det måske noget for dig at blive frivillig.

Som frivillig er du med til at passe godt på naturen i det nye reservat på 45 hektar i Nørreådalen mellem Randers og Viborg.

Det frivillige arbejde foregår i samarbejde med andre i en frivillig arbejdsgruppe samt naturforvalter i Fugleværnsfonden Anna Johanne Sünksen.

Fugleværnsfondens købte naturreservatet i 2023 for at øge biodiversiteten og skabe et hjem til især de truede fuglearter i området.

SÅDAN GØR DU EN FORSKEL FOR SÅRBARE ARTER
Dit bidrag som frivillig kan gøre en stor forskel for naturreservatet, uanset om du vil hjælpe til i en times tid eller være en fast del af den frivillige arbejdsgruppe, der gerne skal nå op på cirka 15 personer.

Som frivillig kan du være med til at holde fugleture, udføre praktisk naturpleje, optælle arter, vedligeholde publikumsfaciliteter, afholde skraldeindsamling og ikke mindst opleve naturen i fællesskab med andre.

Frivillige i Fugleværnsfondens naturreservater over hele landet har forskellige forudsætninger og kan noget forskelligt. Men lysten til at gøre en forskel har de tilfælles.

Én ved en masse om fugle, en anden har en håndværksmæssig baggrund, og en tredje kan låne en trailer. Nogle kan afsætte meget tid, andre kan ikke. Men ingen skal have dårlig samvittighed over, at de ikke kan være med til det hele.

Uden bidrag fra frivillige ville en lang række opgaver være umulige at løse - af økonomiske årsager ganske enkelt. Med andre ord: som frivillig er du med til at bestemme, hvor meget natur vi og fuglene skal have.

VIL DU VIDE MERE?
I Fugleværnsfondens årsskrift fra 2023 kan du læse om det nye naturreservat Karmark Engsø og om, hvordan det er at være frivillig. Du finder årsskriftet her.

Du kan også kontakte frivilligkoordinator i Fugleværnsfonden Mia Hentze Kälberg for at høre mere. Hun kan kontaktes på telefon 5166 5628 og mhk@fuglevaernsfonden.dk